Omstridt byggesag i Aalborg udskudt
Opdateret 29. oktober 2025 kl. 13:51
Der var set frem til afgørelsen med spænding. Men det hele endte med en udsættelse.
Efter halvanden times diskussioner endte sagen om grove fejl i sagsbehandlingen af byggeriet Jasminparken i Sønder Tranders med, at by- og landskabsudvalget i Aalborg Kommune torsdag eftermiddag besluttede at udskyde punktet.
- Der var et bredt ønske fra udvalgets politikere om at finde løsninger. Alle ønskede virkelig at gøre noget for de her borgere, der er blevet ramt, siger rådmand Jan Nymark Thaysen (V).
Der skal nu etableres nye dialogmøder mellem naboer, bygherre og kommune, hvor nye muligheder skal vendes.
Nabo på Morgianevej 9, Flemming Sørensen, synes det er positivt, at politikerne ikke bare valgte at følge forvaltningens indstilling om at dispensere for de ulovlige forhold, men han har svært ved at se, hvad der skal løse indbliksgenerne, hvis de ikke vil kræve noget af byggeriet revet ned.
- Jeg har sådan set ondt af politikerne, som nu skal rydde op i sådan en umulig møgsag. Vi er åbne for igen at drøfte en løsning på vores indbliksgener, men det har der jo været rig lejlighed til i de halvandet år, hvor vi har ventet på en afklaring, siger Flemming Sørensen.
Jan Nymark Thaysen slog fast efter mødet, at sagen kommer på igen – før kommunalvalget.
- Det er ikke en syltekrukke. Vi vil have sagen på igen inden kommunalvalget, siger rådmanden.
Det blev aftalt, at punktet bliver sat på igen på udvalgets møde 30. oktober.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.