Ovn fik "hedeslag" på Aalborg Portland
Nordjyllands Beredskab rykkede tirsdag aften ud til Rørdalsvej i Aalborg.
Her var der gået ild i et stort tandhjul på en ovn.
- Så handler det om, at vi får slukket det tandhjul samtidig med, at man begynder at lukke ovnen ned. Det tager 24 timer, siger indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab Anders Brosbøl.
Han fortæller, at beredskabet var til stede på adressen i en times tid, mens de kølede ovnen og slukkede branden i tandhjulet.
- Når det så køler nok ned, overtager Aalborg Portland sagen igen. Det er de vant til at håndtere, for ovnen er varm året rundt, forklarer indsatslederen.
Han mener, at dagens høje temperaturer muligvis kan have bidraget til overophedningen i ovnen.
- Den har fået hedeslag, siger Anders Brosbøl.
Vagtchef ved Nordjyllands Politi Morten Axelsen fortæller, at politiet hurtigt kunne konstatere, at der ikke var noget arbejde i sagen for dem.
Ingen personer kom til skade, oplyser han.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.