Politiet advarer: 78-årig udsat for tyveri i Thisted
Opdateret kl. 10:31
På Frederikstorv i Thisted bankede en mand på en dør i tirsdags.
En 78-årig kvinde åbnede døren, hvorefter manden begyndte at advare kvinden om en rumænsk tyvebande, der stjæler fra ældre beboere i området.
Imens de snakkede, stjal manden omkring 4.500 kroner, som hun havde liggende.
Onsdag opdagede kvinden, at pengene var væk, og hun anmeldte tyveriet klokken 10.47 til politiet, oplyser Casper Søe Christiansen fra lokalpolitiet i Thisted.
Politiet er derfor nu interesseret i at høre, om andre har oplevet lignende hændelser.
– Er der flere, som har været udsat for en mand, der går rundt og advarer om en rumænsk tyvebande, og som minder om den her forklaring, så er vi interesserede i at høre om det, så vi kan få identificeret gerningsmanden, siger Casper Søe Christiansen.
Gerningsmanden bliver beskrevet som en hvid, dansk mand med almindeligt udseende, 40 til 45 år gammel, 170 til 175 centimeter høj, med kort hår og taler dansk.
Lokalpolitiet har ikke fået andre anmeldelser, men erfaringen er, at den slags ofte sker fra dør til dør. Derfor kan flere være blevet snydt uden at vide det, forklarer Casper Søe Christiansen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.