Politiet offentliggør nye oplysninger om dødfunden kvinde
Midt- og Vestjyllands Politi har mandag offentliggjort nye oplysninger om en kvinde, der blev fundet død på en mark i Thy 22. januar.
Politiet har endnu ikke identificeret kvinden - selv forespørgsler hos politiet i op mod 200 lande har ikke båret frugt. Derfor kommer der nu nye oplysninger i håb om, at offentligheden kan hjælpe med at identificere hende.
Politiet oplyser således, at kvinden ikke havde tænder i munden med medbragte et gebis i sin lomme. Desuden havde hun et operationsar i hovedbunden.
- Der er grænser for, hvad vi må oplyse om et menneskes private forhold, også selvom den pågældende er afgået ved døden. Men vi har vurderet, at vi - med henblik på identifikation af kvinden - godt kan give disse oplysninger til offentligheden, siger politikommissær Henrik Jensen fra Lokalpolitiet i Thisted.
Politiet har undersøgt, om man kan spore gebisset tilbage til en tandlæge, men det har ikke været muligt. Heller ikke de efterforskningsskridt, som operationsarret gav anledning til, har bragt politiet tættere på kvindens identitet.
Derudover beskrives hun som 60 til 70 år, formentlig vesteuropæisk, med mørkt og gråt hår. Oplysninger om kvinden kan gives til politiet på telefon 114.
- Vi vil selvfølgelig rigtig gerne lykkes med at identificere kvinden, men vi er ved at løbe tør for muligheder, så vi håber, vi pludselig får det helt rigtige opkald, der kan bringe os videre i sagen, siger Henrik Jensen.
Kvinden menes at være død efter et fald, hvor hun fik blokeret luftvejene.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.