Politiet søger vidner: Fuld spøgelsesbilist skabte fare fra Vrå til Vestbjerg


Opdateret kl. 09:18

Hvis du i nat omkring klokken 1 befandt dig på Hirtshalsmotorvejen E39 i Vendsyssel, hører Nordjyllands Politi gerne fra dig.

For i dette tidsrum skabte en mandlig spøgelsesbilist fare på strækningen fra Vrå til Vestbjerg. Det fortæller vagtchef, Morten Axelsen.

- Vi får en melding om, at han kører sydgående i det nordgående spor, og vi sender nogle patruljer derud, hvor vi løbende får meldinger om hans position. Omkring Brønderslev har vi en patrulje, som kører side om side med bilisten - bare på den rigtige side af autoværnet, siger Morten Axelsen.

Men det lykkedes ikke patruljen at få manden, der er midt i 20'erne, standset.

Derfor beslutter politiet sig i stedet for at lukke sporet ved afkørsel Vestbjerg for at undgå, at bilister i nordgående retning møder spøgelsesbilisten.

- Her standser han, da han ser et par patruljevogne. Vi retter henvendelse til ham og kan hurtigt konstatere, at han er påvirket af alkohol, siger Morten Axelsen. 

Udåndingsprøven var over det tilladte, og køretøjet blev beslaglagt for vanvidskørsel, som spøgelsesbilisme hører under. 

Anmeldelsen tikkede ind klokken 01.01, og bilen blev standset 17 minutter senere. Hændelsen forårsagede ingen uheld.

Hvis du har set eller har oplysninger om hændelsen, kan du kontakte politiet på 114. 

Den anholdte har bopæl i Nordjylland og har ikke ønsket at få forelagt beslaglæggelsen for retten.

Foruden beslaglæggelsen af bilen står han til frakendelse af kørekortet samt en straf, der kan være alt fra bøde til fængsel.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden