Ukrudtsbrænder satte ild i porten til ældgammel redningsstation i Skagen
Opdateret kl. 20:38
Det var arbejde med en ukrudtsbrænder, som onsdag satte ild til en port ved Fortidsminderne/Kystmuseet på P.W. Nielsens Vej i Skagen.
Branden opstod ved den gamle redningshus fra Kandestederne, hvor der gik ild i noget græs, som så igen fik fat i porten på den historiske bygning, der rummer Kandestedernes originale redningsbåd.
Det var en røgalarm, der betød, at personale på stedet blev opmærksom på branden. De reagerede hurtigt og fik kort efter kl. 16 slået alarm til Nordjyllands Beredskab.
Ved ankomst til museet kunne beredskabet konstatere, at der var kraftig røgudvikling bag porten til redningsstationen fra midten af 1800-tallet.
- Der var mere røg end egentlig ild, så det var hurtigt under kontrol, så der kunne åbnes og skabes noget ventilering, forklarer indsatsleder Dennis Møller Hovn fra Nordjyllands Beredskab.
Han slår fast, at det var heldigt, at branden blev opdaget på et tidspunkt, hvor der stadig var folk til stede ved museet.
- Det er en bygning, der er lavet af rigtig meget træ, og inde i bygningen står der den her rigtig gamle redningsbåd af træ, så det kunne sagtens havde udviklet sig til en ordentlig brand, siger indsatslederen.
Dennis Møller Hovn oplyser, at ilden nåede at ødelægge det nederste af enkelte brædder i porten.
Han benytter lejligheden til endnu engang at advare mod brugen af ukrudtsbrændere.
- Og ikke mindst når det sker op af træporte og træfacader, for der kan ligge rigtig meget gammelt og tørt kvas inde bag dem.
Vagtchef Martin Møller fra Nordjyllands Politi oplyser, at der på grund af uagtsom brug af ukrudtsbrænderen er rejst sigtelse for overtrædelse af beredskabsloven - og at det plejer at udløse en bøde.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.