Priserne røg op på årets Hjallerup Marked
Et par tusinde frivillige - og måske op imod en kvart million gæster - sørgede for, at Hjallerup Marked efter alt at dømme kommer ud med et solidt millonoverskud efter fire markedsdage, der blev rundet af søndag.
Det vurderer formanden for markedet, Stefan Jacobsen.
Det er ikke usædvanligt, at markedet laver godt et par millioner kroner i ren overskud, ligesom de hjælpende foreninger kan tjene halvanden million kroner.
- Og måske bliver det endnu bedre i år, når vi får gjort det hele op, siger formanden.
I år faldt Hjallerup Marked sammem med Sindal Marked - førstnævnte holdes altid, når man rammer første weekend i juni, mens sidstnævnte altid holdes i Kristihimmelfarts-ferien.
- Men jeg tror ikke, det betyder så meget. Vi har hver vores kunder, og geografisk er der også et stykke imellem os, siger formanden.
På Hjallerup Markeds facebook-side er der en del brugere, der ømmer sig over prisniveauet på årets marked.
- Råvarepriserne er steget, og man skal huske, at der er gratis adgang - også selv om der er udgifter til eksempelvis lyd og lys i forbindelse med koncerter, siger markeds-formanden, der minder om, at man faktisk gerne må tage mad og drikke med ind på pladsen - bare ikke i teltene.
I år har man eksempelvis sat prisen op med fem kroner for en halv liter sodavand, så den nu koster 40 kroner, mens eksempelvis pølsemix er steget fra 65 til 75 kroner.
Øllen koster fortsat 65 kroner, men her er man gået fra at udskænke 0,5 liter til 0,4 liter.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.