Røg fra brændeovn fyldte bolig i Thisted
Opdateret kl. 16:22
Det er fristende at tænde godt op for brændeovnen, når temperaturen har sneget sig under frysepunktet, og vinden heller ikke holder sig tilbage.
Men lige så hyggeligt, som flammerne og varmen kan være bag brændeovnens lukkede rude, lige så skræmmende kan det være, når røgen herfra pludseligt slår baglæns ud i huset.
Det oplevede beboerne i en villa på Stensagervej i Thisted fredag eftermiddag, som derfor slog alarm til brandvæsenet.
- Da vi kommer frem, er der ikke det store action. Ejerne er ved at prøve at lufte ud, men det er som om, brændeovnen ikke rigtig kan komme af med røgen og varmen, siger indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab Jesper Madsen.
Brandfolkene fik på adressen tømt brændeovnen ud i sneen udenfor og tjekket for en eventuel brandspredning til tag eller loft.
- Det var ikke tilfældet, oplyser indsatslederen.
Ejerne af boligen er nu blevet bedt om at kontakte en skorstensfejer.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.