Region Nordjylland anklages for at snyde med ambulancerne
På weekender og helligdage skal der holde en ambulance i Løkken, men en tom garage i badebyen er mere reglen end undtagelsen.
Stationen har filmet på stedet en hel weekend uden at se skyggen af en ambulance fra regionens akutberedskab - og reddere fortæller, at de samtidig bliver bedt om at logge ind på systemet, så det ser ud om om, at de er i Løkken, skriver TV2.
Sker der noget alvorligt i Løkken og omegn, skal man med andre ord vente på ambulancen fra eksempelvis Pandrup, Brønderslev eller Hjørring - ambulancer som befinder sig op til 21 kilometer væk.
Ifølge TV2 er det i øvrigt ikke det eneste sted i regionen, at den praksis foregår.
Regionens fremgangsmåde kan aflæses direkte på responstiderne - og som Nordjyske skrev sidste år, så er Løkken netop et af de steder, hvor man som turist eller fastboende skal krydse fingre for, at man ikke får brug for en ambulance.
Kystbyen i Vendsyssel er nemlig det sted i Nordjylland, hvor man skal vente længst tid på akut hjælp, viste tal fra Region Nordjylland, som Nordjyske havde fået aktindsigt i.
20 minutter skulle man i september sidste år vente i gennemsnit, hvis man ringede 112 fra postnummer 9480 Løkken.
TV2 har forholdt lægefaglig direktør i Den Præhospitale Virksomhed, Martin Rostgaard-Knudsen, kritikken - han afviser, at der er tale om "snyd", men er med på, at praksis "ser skæv ud".
- Der har været en registreringspraksis, og den, kan jeg godt se, er skæv. Da jeg får dybdegående kendskab til det her, så er det klart, at laver vi den om. Selvfølgelig skal det være transparent, siger han blandt andet til TV2.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.