Skovmaskiner rippet for dyrt udstyr: - Fanme irriterende
Opdateret kl. 11:46
I juledagene har der været ubudne gæster hos El-Pers Skovmaskineservice på Tolstrup Byvej i Aars - og de er rendt med værdifuldt udstyr.
Ifølge fungerende politikommissær Frederik Als, Nordjyllands Politi i Himmerland, har en eller flere gerningsmænd klippet et hegn op, hvorefter de har brudt dørene op til seks skovmaskiner.
- Og herfra er der så stjålet computer-udstyr, siger Frederik Als.
Indbruddet er sket i perioden fra 23. - 28. december.
Nordjyske har været i kontakt med virksomhedens ejer, Per Nielsen, der er ved at danne sig et overblik over situationen.
- Det er fanme irriterende sagt på godt jysk. Det er både brugte og nye maskiner - nogle af dem er solgt til kunder, der nu må vente lidt længere tid på at få deres maskine leveret, siger han.
Tyvene er ifølge indehaveren rendt med den computer, der styrer den enkelte skovmaskine.
Hver computer repræsenterer rundt regnet en værdi på 100.000 kroner.
- Nu drejer det sig om at få ordnet maskinerne, så kunderne kan få det, de har bestilt - men det giver meget bøvl og ekstraarbejde, lyder det fra Per Nielsen.
Der er video-overvågning på stedet, og det skal politiet nu se nærmere på.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.