Straksdom i Hjørring: Mere end to år i spjældet trods rabat

Han nåede at holde juleaften i frihed - men nytåret skal fejres bag tremmer.

Sådan ser virkeligheden ud for en mand, der mandag blev anholdt vest for Sæby.

Manden blev fundet i besiddelse af 850 gram amfetamin og 45 gram kokain - og derfor blev han sigtet efter straffelovens paragraf 191, oplyser anklager Morten Sønderby, Nordjyllands Politi.

Tirsdag skulle han så fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Hjørring, men da forholdet kunne tilstås endte det i stedet med en straksdom.        

I 2024 blev der åbnet op for, at tiltalte i forskellige sager - hvis de tilstår - kan få strafrabat på op til en tredjedel af straffen. Og i tirsdagens tilfælde i Hjørring blev der også givet rabat

- Manden blev idømt to år og tre måneders ubetinget fængsel - og det er med en god tilståelses-rabat, fortæller anklageren.

Her kan der gives rabat

I forbindelse med ny lovgivning, som trådte i kraft i sommeren 2024, angav Folketinget seks kategorier af tilståelser, og Højesteret har med to principielle domme afsagt sat rammerne for, hvor meget rabat der skal gives.

Herunder er en oversigt over, hvor meget rabat man i udgangspunktet kan få.

* Kategori 1: Gerningsmanden melder sig selv og aflægger fuld tilståelse:

Gerningsmanden har selv henvendt sig til politiet og afgivet en fuldstændig tilståelse. Straffen kan nedsættes med en tredjedel eller mere.

* Kategori 2: Tidlig tilståelse uden at melde sig selv:

Tilståelsen gives tidligt i forløbet, så politiet sparer en længere efterforskning, og sagen kan behandles som en tilståelsessag. Straffen kan nedsættes med cirka 20-33 procent

* Kategori 3: Tilståelse uden betydning for efterforskningen:

Gerningsmanden tilstår, men politiet har allerede fundet det afgørende bevismateriale. Straffen kan nedsættes med cirka 10-20 procent.

* Kategori 4: Tilståelse før eller under retssagen:

Tilståelsen sker sent, men reducerer behovet for bevisførelse og retsdage. Straffen kan nedsættes med cirka 10-20 procent - dog kun for de tilståede forhold.

* Kategori 5: Tilståelse uden væsentlig procesbesparelse:

Tilståelsen har kun haft begrænset betydning for sagens afvikling. Rabat er mulig, men højst cirka 10 procent.

* Kategori 6: Tilståelse først under ankesagen:

Den tiltalte nægter i byretten og tilstår først i landsretten. Ingen strafrabat som udgangspunkt.

Ritzau/Højesteret

- Som anklager er det rart at kunne få en sag afgjort med det samme. Ellers skulle vi køre en sag med vidner og lægdommere - så det sparer ressourcer for både politi og retssystem. Nu kunne det hele overstås på 45 minutter, forklarer han.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden