Mænd fængslet: Stjal varer for 26.000 kroner fra Normal i Skagen
Opdateret kl. 11:01
To mænd fra Georgien er blevet varetægtsfængslet frem til 17. december efter et grundlovsforhør ved Retten i Hjørring mandag middag.
Det fortæller politikommissær Peter Skovbak fra Nordjyllands Politi i Frederikshavn.
De to mænd, på 36 og 49 år, blev anholdt søndag i Normal i Skagen, hvor de ifølge politiet forsøgte at begå butikstyveri.
- De havde samlet varer sammen, da vi nåede frem og fik fat i to af dem, siger Peter Skovbak.
Men søndagens anholdelse var ikke første gang, de to mænd var forbi butikken.
Ifølge politiet blev de genkendt af personalet fra en tidligere sag 2. november, hvor der blev stjålet barberprodukter for omkring 26.000 kroner.
Sagen hænger derfor sammen og omfatter både det nye forsøg og det tidligere tyveri.
I alt var tre mænd involveret i søndags, men den tredje slap væk og er fortsat på fri fod.
De to anholdte er nu sigtet for forsøg på butikstyveri samt for det tidligere tyveri i Normal i Skagen.
Grundlovsforhøret blev afholdt bag lukkede døre.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.