Vindmølle i brand ved Ålbæk – også ild i møllevinge


Opdateret 17. september 2025 kl. 07:36

Opdateret onsdag morgen.

Brandfolk fra Ålbæk og Sindal har siden tirsdag eftermiddag været til stede på en mark på Sørigvej nær Ålbæk Klitplantage, hvor der er gået ild i en 50 meter høj vindmølle.

Det oplyser indsatsleder Thomas Simonsen fra Nordjyllands Beredskab.

Der blev slået alarm kl. 15.53, og da brandfolkene nåede frem, kunne de se flammer fra vindmøllens hus øverst oppe, ligesom der også var gået ild i den ene vinge.

Vindmøllen drejer trods kraftig vind på stedet ikke rundt, og ifølge indsatslederen er planen at lade ilden brænde ud. På grund af højden er det umuligt at nå op med vand.

- Der er hydraulikolie oppe i tårnet, og vi skal sørge for, at det ikke antænder noget, hvis der skulle falde noget ned. Det skal helst bare brænde af og brænde ud deroppe, siger indsatslederen.

Kort før kl. 21 oplyser vagtchef Karsten Højrup Kristensen fra Nordjyllands Politi, at møllen fortsat brænder.

- Møllens nacelle er stort set væk, og der er også stadig ild i en vinge, der står lodret, oplyser han.

Der nu er etableret en brandvagt på stedet, som bliver ved møllen, indtil det ikke brænder længere.

Meldingen lød fra Nordjyllands Beredskab onsdag morgen på, at branden er slukket.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden