Virksomheden har milliard-omsætning og egen brandbil - men her måtte der ringes 112
Det er dagen derpå, når det gælder en af øens største virksomheder:
Mandag blev Mollerup Mølle på Mors ramt af en ildebrand, der fik udrykningskøretøjer fra både Salling, Thisted og Mors til at sætte kursen mod Møllevang midt på øen.
- Det kunne være gået møj værre. Vinden var heldigvis i øst, så det blæste væk fra de andre bygninger, siger Jakob Pedersen, der ejer familie-virksomheden - der kan skrives tilbage til 1940 - sammen med sin fætter, Holger Pedersen.
Men branden var alvorlig nok - og får konsekvenser for leveringen af foder til landmændene.
- Produktionen af svinefoder er ved at være oppe at køre igen. Men der går nok en uges tid, inden vi kan producere kvægfoder igen - der er både brændt en motor og smeltet ledninger, forklarer Jakob Pedersen.
Kolleger i branchen samt en omprioritering på fabrikken i Skive gør, at man ser ud til at kunne nå i mål.
- Det går vist lige med lodder og trisser, siger Jakob Pedersen.
- Ulmet
Årsagen til branden er en udsugning, der er blevet for varm.
- Og den har nok ulmet længe - for lige pludselig var der brand i hele overetagen, siger Jakob Pedersen.
Da foderfabrikken har eget tørreri, hvor der eksempelvis brændes gas af direkte ind i kornet, så skal man være obs på brand - også selv om der er gnistfanger i anlægget.
Derfor har virksomheden ikke bare sin egen brandbil, men faktisk også medarbejdere, der er uddannede røgdykkere.
- Men vi fandt hurtigt ud af, at mandagens brand, den kunne vi ikke selv klare, lyder det fra medejeren af Mollerup Mølle.
115 ansatte
Mollerup Mølle er ikke bare en stor arbejdsplads på Mors med 115 ansatte - virksomheden har også en omsætning, der nok ikke overgås af mange andre på øen.
Netto-omsætningen i det seneste regnskabsår lød på cirka 2,8 milliarder kroner.
Og selv om et overskud på 8,3 millioner kroner også lyder godt - så er det ikke voldsomt, hvis man holder det op mod den gigantiske omsætning.
- Vi er godt tilfredse, men vi ville selvfølgelig gerne tjene lidt mere. Men vi er på et marked med svingende priser på soya, korn og olie på grund af krig, påpeger Jakob Pedersen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.