Nyheder

Voldsmand efterlyst efter overfald i markedstelt

For en 20-årig mand sluttede årets Sindal Marked sent lørdag aften med en tur på sygehuset i Aalborg, efter at han blev slået ned med et knytnæveslag, som kostede ham flere tænder.

Bag knytnæveslaget, der faldt kl. ca. 23.30, stod en anden mand, og i jagten på ham efterlyser Nordjyllands Politi nu vidner, der så overfaldet, der skete i det store markedstelt.

Det oplyser efterforskningslederen, politikommissær Maiken Saaby

Overfaldsmanden beskrives som dansk af udseende, 170-185 cm høj, muskuløs og med kort - muligvis kruset -  blondt hår. Han var iført mørkt tøj.

- Vi hører meget gerne fra vidner på telefon 114, oplyser Maiken Saaby.

I løbet af markedet blev der i alt rejst ni sigtelser for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Blandt de er en 17-årig mand blevet sigtet for at have trukket bukserne ned og blottet sin bagdel for en politipatrulje. Det skete i Nørregade lørdag aften.

- Det er uanstændig opførsel, som udmønter sig i en bøde til ham, forklarer politikommissæren.

Tre yngre mænd blev desuden sigtet for at have en mindre mængde hash på sig til eget forbrug, ligesom en 18-årig mand blev sigtet for overtrædelse af våbenloven ved at gå rundt med en låsbar kniv med et blad, der var længere end syv centimeter. Det kostede ham en bortvisning fra markedet og efterfølgende også en bøde, oplyser politikommissæren.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden