Journalistik

10 år med tv-nyheder døgnet rundt

For 10 år siden sendte 24NORDJYSKE for første gang.

24Nordjyske sendte for første gang for 10 år siden.
24Nordjyske sendte for første gang for 10 år siden. Pressefotograf Henrik Bo

Opdateret 03. september 2013 kl. 09:18

AALBORG: Da 24NORDJYSKE gik i luften, skrev kanalen mediehistorie. Det var den første kanal i Danmark, der sendte nyheder, som kunne ses døgnet rundt, men også første gang at journalister og fotografer skulle levere historier til både radio, tv, avis og web.

- 24NORDJYSKE var i høj grad den synlige motor, der drev de kulturelle ændringer frem. Studiet var placeret i redaktionslokalet, og det var et helt nyt fælles produkt, siger Tove A. Rasmussen, medieforsker på Aalborg Universitet.

Flere medier inspirerede

Den nye arbejdsmetode påkaldte sig opmærksomhed på verdensplan.

- Der havde været enorm meget snak på de store medievirksomheder, men meget få havde prøvet. Vi gjorde det bare, siger Lars Jespersen, chefredaktør for NORDJYSKE Medier om postyret.

Det var ikke ligetil, at få skrivende journalister til at lave tv. Det krævede efteruddannelse, pædagogisk tæft og journalistisk vilje.

- Vi var rigtig gode til at klappe og juble, når der blev lavet tv i starten - næsten uanset kvaliteten - for at give projektet medvind. Med tiden er folk jo blevet dygtigere og dygtigere til det, siger Per Lyngby, ansvarshavende chefredaktør, NORDJYSKE Medier.

Forvirrende skærmbillede

Det var også første gang en dansk kanal viste tekst i siden og i bunden af billedet, som henviser til andre historier end den, der bliver vist på skærmen.

- 24NORDJYSKE blev oplevet som frygteligt uroligt og forvirrende. I dag kan seerne kapere mere, siger Tove A. Rasmussen.

Men tiden har ændret sig hurtigt.

- Grafikken fra dengang vil i dag blive opfattet som gammeldags og stillestående, siger Lars Jespersen.

Studiet og grafikken er løbende blevet ændret - og det samme er indholdet.

- Den største udfordring er at finde det balancepunkt mellem, hvor mange kræfter man økonomisk kan forsvare at bruge på at producere – og stadig blive opfattet som et relevant nyhedstilbud. Men vi har fundet balancepunktet nu i 10 år, siger Lars Jespersen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden