Farsø

100 år

Gerløv Christensen, Hornumvej, Farsø, fylder onsdag 100 år.

Gerløv Christensen

Gerløv Christensen

Gerløv Christensen er født i Vognsild i en søskendeflok på fem. Efter endt skolegang på Svoldrup Skole fik han plads på landet som tjenestekarl på flere af egnens gårde og senere også længere væk. Hans første årsløn var på 85 år. Han fik kørekort i 1930'erne og arbejdede under krigen som chauffør i sin brors vognmandsforretning i Vognsild. Der traf han Ingeborg Jensen, som bl.a. passede benzintanken hos købmanden i Vognsild. Hun blev senere fru Christensen, og de fik fire børn. De var gift i næsten 70 år. Kun syv måneder før deres 70 års bryllupsdag havde Gerløv den sorg at miste sin hustru. Efter krigens ophør startede Gerløv sin egen vognmandsforretning med transport af alt fra køer til gravkøer. Flyttegods blev der også kørt en del med. Især deres eget, da Gerløv og Ingeborg flyttede ikke færre end 24 gange i løbet af deres ægteskab. Alligevel har Gerløv nu boet på sin nuværende adresse i over 50 år. I 1950'erne samlede interessen sig mere og mere om handel med jern og metal. To købmandsforretninger blev det også til - en i Stistrup og en i Jelstrup, med Ingeborg som drivkraft. I 1960 sluttede turen på Hornumvej, hvor Gerløv etablerede produktforretning med stor oplagsplads, og folk kom fra nær og fjern for at købe reservedele til alt fra motorcykler til kakkelovne og høstmaskiner, og kundekredsen voksede sig stor og stabil. Gerløv har gennem hele sit virke altid været afholdt og vellidt og kendt af næsten alle på egnen. Han har nu i over 30 år nydt sit otium, og han har holdt sig i god fysisk form med havearbejde og brændesavning og ikke at forglemme utallige bilture med Ingeborg. Gerløv fejrer sin fødselsdag i to omgange - dels med venner og familie på dagen, dels med en uformel sammenkomst med personalet fra hjemmeplejen i Farsø. Han glæder sig rigtig meget til begge dele.