12 selvmordsforsøg på asylcenter på et år
En fjerdedel af alle selvmordsforsøg på asylcentre fandt sted i Hanstholm

12 selvmordsforsøg fandt sted på asylcentret i Hanstholm sidste år. Foto: Peter Mørk
HANSTHOLM:Sidste år forsøgte 12 beboere på Hanstholm Asylcenter at tage livet af sig selv.
Med det tal udgør hændelserne i Hanstholm op mod en fjerdedel af alle de selvmordsforsøg eller episoder med selvmordstruende adfærd, der fandt sted på landets asylcentre sidste år.
Det skriver NORDJYSKE Stiftstidende.
- Størrelsen af tallet overrasker mig. Det er alvorligt, at tolv personer har haft det så skidt, fortæller centerleder Lars Enevold Andersen.
De næste to år skal personalegruppen på asylcentret derfor samarbejde med Institut for Integration om en stadig mere intensiv kontakt med centrets beboere.
Skal have større viden
Centret har løbende modtaget rådgivning fra instituttet, men efter det stod klart, at 12 af beboerne forsøgte selvmord sidste år, har centerleder Lars Enevold Andersen udvidet samarbejdet.
- Vi skal have mere viden om de reaktionsmønstre og mekanismer, der er forskellige fra kultur til kultur. Hvad er det eksempelvis, der gør, at en muslim er kommet så langt ud, at han forsøger selvmord, selvom hans religion forbyder det? Det skal vi lære at forstå, forklarer Lars Enevold Andersen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.