Try

140 års historie

Udstilling skildrer liv på skole gennem 140 år

Kathrine Nielsen, Asta Skaksen, Eva Mejdahl og Christian Mejdahl studerer de gamle skolehæfter. 	Foto: Kurt Bering
Kathrine Nielsen, Asta Skaksen, Eva Mejdahl og Christian Mejdahl studerer de gamle skolehæfter. Foto: Kurt Bering Kurt Bering

Opdateret kl. 09:05

TRY: - Det er vigtigt at gemme ting, som engang bliver historie.

Christian Mejdahl, Folketingets tidligere formand, foretog den officielle åbning af udstillingen på Try Efterskole. En udstilling, der fortæller om 140-års historie for skolen i Try.

- Mange samler på avisudklip, og bliver samlingen for stor, ryger de måske ud i fjernarkivet i garagen.

- På Hjerl Hede kan man se, hvordan man levede i landbosamfundet for mange år siden. På Limfjordsmuseet i Løgstør kan man følge det liv, der var i og ved fjorden.

- Alt sammen fortæller det en historie, som er værd at gemme.

Nogle spørger, hvorfor man har museer. De er dyre i drift. Men de fortæller vores historie, og netop vores historie er vigtig, sagde Christian Mejdahl.

Udstillingen fortæller om de 140 år, og den er delt op i de temaer, der har været. Try Højskole begyndte sit virke i 1873. Det var dengang, der skød højskoler op mange steder. Brønderslev var først i Vendsyssel med sin højskole.

Siden er det blevet til sygeplejehøjskole, landbrugsskole og friskole, og i dag er bygningen ramme om Try Efterskole med ca. 80 elever.

En arbejdsgruppe har længe arbejdet med at skildre dette tidsforløb. De seks perioder, der går igen i de seks temaer, er Try Højskole 1873-1955, Try Højskole – sygeplejehøjskole 1955-1973, Try Højskole 1973-1978, Try Landbrugsskole 1978-2005 samt Try Efterskole og Try Friskole.

I dag, lørdag, er der foredrag ved Jørgen Abildgaard, der er landbrugslærer på Nordjyllands Landbrugsskole i Lundbæk. Han vil fortælle om sine 28 år som landbrugslærer på Try Landbrugsskole.

Påskedag er der indlæg ved Frede Hansen, Dronninglund, der er tidligere lærer på Try Friskole. Hans indlæg er ”Grundtvigs friskoletanker i relief til Try Friskole og ungdomsoprøret”.

Forstander på Vrå Højskole, Pia Schnoor, fortæller om ”Højskolen – en nødvendig skole i Dagens Danmark”.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden