142 meters luksus-yacht
Aalborg fik torsdag besøg af luksus-krydstogtskibet Le Boreal
Opdateret 23. maj 2022 kl. 00:05
AALBORG: Rederiet Ponant kalder Le Boreal for en mega-yacht. Lidt for lille til at være et krydstogtskib, men også stort nok til at kunne sejle gennem Nordvestpassagen over Nordpolen og til at besøge Antarktis.
- Det er et ekspeditionsskib, og det har en perfekt størrelse til at kunne sejle i isfyldt farvand, siger kaptajn Erwann Le Rouzic.
Det flotte skib besøgte torsdag Aalborg, og selv om det ikke er længere end 142 meter, så er det fyldt med ren luksus.
Jubilæumsrejse
For tiden er skibet på en jubilæumsrejse for de passagerer, der gennem en årrække har været faste ferierende på skibet. To af dem er Monique og Jean Annequin fra Frankrig. De har brugt rederiet hele 48 gange gennem de seneste 12 år. Og de sidste fem år har det været Le Boreal.
- Vi elsker at sejle med Le Boreal. Vi kender hele besætningen og føler os hjemme. Alle kender alle her, og så er vi glade for, at vi kan se en masse byer og lande og samtidig have baggagen med os, siger Monique Annequin, der bor i Bergiers, når de ikke lige er på langfart.
Og både passagerer og kaptajn er glade for at besøge Aalborg.
- Det er en god havn, og det er meget belejligt, at centrum er så tæt på, siger Erwann Le Rouzic.
Michelin-kokke
- Vi føler os så velkomne, når vi kommer hertil. Og så er det en rigtig god ide at have en pølsevogn, så vi kan smage noget dansk mad, siger Jean Annequin, der engang arbejdede som ortopædkirurg.
På skibet er maden også i højsædet med både en a la carte-restaurant og en buffet-restaurant. Michelin-kokke kigger forbi, og vinkælderen har alt, hvad de primært franske hjerter begærer.
Der er motionsrum, wellness, hammam, swimmingpool og loungeområder. Kort sagt alt, hvad gæsterne har behov for.
Vil gerne have flere krydstogtskibe
Nu gælder det bare om at få skibet eller et af dets tre søsterskibe til at komme forbi Aalborg noget oftere. Det er i hvert fald det officielle Aalborgs holdning, og derfor var borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S) da også med ombord for at se skibet og tale Aalborgs sag over for kaptajnen, der er kendt for at have ført verdens største soldrevne skib hele vejen rundt om jorden.
- Vi vil gerne tiltrække flere krydstogtskibe til byen, og derfor har vi allerede skruet op for markedsføringen over for rederierne, siger Thomas Kastrup-Larsen, der havde svært ved at skjule sin begejstring for det velbyggede skib.
- Jeg føler mig da helt inspireret til at tage konen med, sagde han.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.