15-årig anholdt for ballade
Løslades i formiddag og får en bødestraf
Opdateret 12. maj 2022 kl. 14:08
ERSLEV: Mandag klokken 22.20 blev Midt- og Vestjyllands Politi kaldt til Børnecenter Rovvig på Vestermarken i Erslev på Mors.
Rovvig er et center for uledsagede mindreårige asylsøgere, og det var blandt en gruppe af børnene, der havde været uro.
- En af dem havde været udsat for slag eller havde fået noget i hovedet, så han blev sendt til tjek på sygehuset i Thisted, fortæller vagtchef Simon Skelkjær fra Midt- og Vestjyllands Politi.
Bødestraf og løsladelse
Der blev sendt to politipatruljer til Rovvig.
- Vi anholdte en 15-årig, fordi han havde en voldelig optræden, der opildnede stemningen, siger Simon Skelkjær.
Den 15-årige dreng har tilbragt natten i detentionen i Holstebro.
- Han er sigtet for overtrædelse af udlændingeloven. Han får en bøde og bliver løsladt til formiddag, tilføjer vagtchefen.