15-årig frikendt for fabriksbrand
Brød ind i fabrik i Gærum og forsøgte at tænde ild sammen med kammerat - men frikendt for brandstiftelse.

Det var et lettelsens suk, der blev udstødt, da Retten i Hjørring tirsdag frikendte en ung fyr for ansvar i forbindelse med en fabriksbrand i Gærum ved Frederikshavn. Arkivfoto Bente Poder
Det var et lettelsens suk, der blev udstødt, da Retten i Hjørring tirsdag frikendte en ung fyr for ansvar i forbindelse med en fabriksbrand i Gærum ved Frederikshavn. Sagen stammer fra juli 2010, hvor den på det tidspunkt 15-årige dreng brød ind i en ubenyttet fabriksbygning på Fabriksvej 11 i Gærum. Indbruddet skete sammen med en dengang 13-årig kammerat. Han var dog ikke tiltalt i sagen, da han på gerningstidspunktet var under den kriminelle lavalder. Forsøger at tænde ild to gange Da de to drenge brød ind i den forladte fabriksbygning var planen, at de ville bruge den som tilholdssted. Indenfor i den forladte fabrik fandt drengene nogle ruller med tagpap, som de beslutter at stjæle med henblik på videresalg. Inden de to drenge begyndte at transportere rullerne med tagpap væk, så fandt de blandt andet en dunk med olie. I første omgang forsøgte de forgæves at tænde ild til olien med et brændende stykke papir. Da det ikke lykkedes forsøgte drengene igen. Ilden fik i denne omgang væsentligt bedre fat - og til sidst valgte den dengang 15-årige dreng at slukke ilden med en brandslukker, som han fandt på fabrikken. De to drenge forklarede efterfølgende, at de tre eller fire gange kørte tagpap væk fra fabrikken. Den sidste gang blev de dog set af en nabo fabrikken, og de stopper derfor deres forehavende. Det sker om eftermiddagen. Ildebrand bryder ud senere Naboen konstaterede, at der har været indbrud i den tomme fabrik - men så ingen tegn på ildebrand. Klokken 23.55 samme aften blev naboen dog opmærksom på, at der er gang i en omfattende ildebrand i den forladte fabriksbygning. Brandvæsnet blev tilkaldt, men der nåede at ske store skader på fabrikken. Kun dømt for hærværk Når den dengang 15-årige dreng ikke blev dømt som ansvarlig for fabriksbranden, så hænger det først og fremmest sammen med et vidneudsagn fra en af politiets brandteknikere. Han forklarede for det første, at ilden ikke havde spredt sig fra de to steder, hvor drengene forsøgte at tænde ild. De to steder lå i øvrigt i den nordlige ende af fabrikken. Dernæst forklarede han, at den ildebrand som var blevet opdaget klokken 23.55 i den sydlige del af fabrikken - formentlig var antændt 20-25 minutter forinden. Drengen - som i dag er 17 år - blev derfor udelukkende dømt for indbrud og for hærværk - ikke brandstiftelse. Han fik derfor en betinget dom uden straffastsættelse - med en prøvetid på to år.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.