15 smarte tricks til iPhone og iPad
Her er en bunke smarte tips og genveje til de populære Apple-dimser
DIGITALT: Den største kvalitet ved iPhone og iPad er måske den enkle betjening. Men hvis man graver lidt ned under den simple overflade, finder man en masse små tricks, som langtfra alle har opdaget. Her er en bunke af de bedste.
1. Hold dig opdateret
Mange af disse tips virker kun, hvis din iPhone eller iPad er opdateret med nyeste udgave af iOS-styresystemet. Vi ser ofte, at folk overser disse opdateringer, der vises med et lille rødt symbol på ikonet for Indstillinger (det grå tandhjul). Du opdaterer din iPhone eller iPad ved at vælge: Indstillinger - Generelt - Softwareopdatering.
2. Brug børnesikringen
Der findes mange fine børnespil, men hvordan undgår man, at ungerne sletter fars og mors e-mail? Et ofte overset værktøj gemmer sig under: Indstillinger - Generelt - Tilgængelighed - Forenklet adgang. Her kan iPhone og iPad låses fast til en enkelt app, ligesom man kan begrænse adgangen til udvalgte funktioner. Start børnespillet og tryk tre gange på den runde knap for at aktivere sikringen. Nu kan du tegne cirkler omkring de knapper, barnet ikke må trykke på, og sætte en tidsgrænse for, hvor længe barnet må spille.
3. Gør alt større
Hvis teksten på skærmen er for lille (eller for stor), kan du ændre størrelsen ved at vælge: Indstillinger - Skærm og lysstyrke - Tekststørrelse. Træk i skyderen, indtil den øverste tekst har en passende størrelse. Du kan også regulere visningen ved at vælge: Oversigt - Zoomet (stryg vandret for at se forskellen i praksis).
4. Ryst for at fortryde
Hvis du kommer til at skrive noget forkert, f.eks. i en e-mail, kan du rette fejlen ved simpelthen at ryste din iPhone eller iPad og vælge ”Fortryd”.
5. Få mere ud af kameraet
Det bedste ved Apples kamera-app er, at du let kan ændre eksponeringen - altså ”skrue op og ned for lyset”. Først peger du som vanligt på den del af motivet, der skal være skarpt. Dernæst planter du fingeren ved siden af den gule firkant og stryger lodret, indtil lyset passer. På nyere iPhones kan du skyde op til 10 billeder i sekundet ved blot at fastholde fingeren på udløser-ikonet. Tjek også ”Tidsforløb” i menuen lige over udløseren. Her samles flere billeder til en video, der ”skruer op for tiden”. Modsat kan du med ”Slowmotion” sænke tempoet - mest dramatisk, hvis du vælger ”240 BPS” nederst til højre.
6. Undgå svimmelhed
Som standard har Apple indført en grafisk effekt, hvor baggrunden bevæger sig uafhængigt af forgrunden, når man vipper skærmen. Supersmart, synes mange. Andre får kvalme og bliver søsyge. Heldigvis kan effekten slås fra ved at vælge: Indstillinger - Generelt - Tilgængelighed - Formindsk bevægelse.
7. Nå hele skærmen
Når man bruger mobilen med en hånd, kan det knibe med at nå den øverste del af skærmen. Dette løses med to lette berøringer (ikke tryk) på den runde knap. Så glider skærmens øverste halvdel nemlig ned i bunden, så du kan nå det hele. Hvis dette ikke virker, skal du vælge: Indstillinger - Generelt - Tilgængelighed og aktivere ”Inden for rækkevidde”.
8. Få mere ud af Siri
Stemmeassistenten Siri har lært dansk, og du kan spørge hende om alt muligt. Hold den runde knap nede, før du taler - og tryk på det lille spørgsmålstegn for at se eksempler på, hvad Siri kan hjælpe dig med. Som det ses, er Siri langt mere end et ”partytrick”. Hvis der ikke sker noget, når du holder den runde knap inde, skal du aktivere Siri ved at vælge: Indstillinger - Generelt - Siri. Hvis du også aktiverer ”Hej Siri”, kan du vække assistenten med disse to ord uden at holde knappen inde. Det er især nyttigt i bilen, men det virker kun, når din iPhone eller iPad sidder til opladning. Fortæl Siri, hvem du er ved at sige ”Hvem er jeg” og udpege dig selv i adressebogen. På samme måde kan du oplyse, hvem der er din kone, mand, kæreste osv.
9. Send beskeder videre
Det er let at sende en sms-besked videre til andre. Start med at trykke to gange på den ønskede besked. Nu kan du enten vælge ”Kopier” (og efterfølgende klistre teksten ind i en ny besked) - eller vælge ”Mere...” og pilen nederst til højre. Bonustip: Hvis du vil se, hvornår en besked er sendt, skal du bare trykke på beskeden og føre fingeren mod venstre.
10. Stop uønskede opkald
Bliver du kimet ned af folk, der vil sælge dig noget? Eller måske en emsig ekskæreste? Du kan let blokere disse opkald, men først skal du føje det trælse telefonnummer til din liste med kontakter. I kontaktbogen klikker du altså på plustegnet og indtaster synderens nummer og navn. Tryk så nederst på ”Bloker” og vælg ”Bloker kontakt”. Dette spærrer både for opkald, videokald (Facetime) og beskeder.
11. Del din position
Hvis du skal mødes med nogen, kan du hurtigt oplyse din aktuelle position. Gå ind i den indbyggede kort-app, der bare hedder ”Kort”. Tryk på ikonet nederst til højre og vælg ”Anbring en knappenål”. Tryk nu på den lille pil til højre for ”Anbragt knappenål” - og dernæst øverst til højre på delesymbolet (”pil op af kasse”). Her vælger du, om positionen skal deles via sms, mail osv. Modtageren skal bare vælge ”Vis vej hertil” for at finde dig. Hvis han eller hun altså selv har en iPhone.
12. Skift til et bedre tastatur
Du kan skrive på iPhone og iPad uden at løfte en finger. Hvis du altså skifter det indbyggede tastatur ud med et af de alternativer, som lader dig stryge fingeren over tasterne i en flydende bevægelse. Vores favorit er Swiftkey. Søg efter titlen i app-butikken - og skift til det nye tastatur ved at vælge: Indstillinger - Generelt - Tastatur - Tastaturer - Tilføj nyt tastatur - Swiftkey (eller hvad du nu har hentet). For at få det fulde udbytte skal du desuden vælge ”Tillad fuld adgang” (og forholde dig til den viste advarsel). Når du har installeret ekstra tastaturer, skifter du mellem dem ved at holde globus-ikonet nede.
13. Send lyd og billeder
Hvorfor nøjes med tekst, når du lynhurtigt kan sende en lydoptagelse, et foto eller en video - direkte fra besked-appen. Det kræver bare et tryk på den lille mikrofon til højre (lyd) - eller kameraikonet til venstre (foto og video). Det virker dog kun fuldt ud, hvis modtageren også har et apparat med æble på.
14. Hjælp lægerne
Hvis du pludselig bliver syg eller kommer til skade med din iPhone i lommen, kan læger og redningsfolk hurtigt se oplysninger om din blodtype, medicinbehov, allergier, telefonnumre til pårørende osv. Hvis du altså taster disse ting ind i telefonens indbyggede sundheds-app. Gå ind i appen (som bare hedder ”Sundhed”) og vælg: Nødinfo - Opret Nød-info. De indtastede oplysninger kan ses fra låseskærmen ved at vælge: Nødsituation - Nødinfo.
Fire basale genveje
* Tryk to gange på den runde knap for at se listen med de senest brugte apps. Stryg frem og tilbage og peg på den app, du vil åbne. Øverst vises genveje til de seneste kontakter.
* Stryg ned fra toppen af skærmen for at se aktuelle beskeder fra dine apps. Ved at trykke nederst på ”Rediger” kan du selv bestemme, hvad der vises på denne skærm (tryk på de runde plus- og minustegn), og i hvilken rækkefølge det vises (hiv lodret i de tre streger til højre).
* Stryg op fra bunden af skærmen for at skyde genvej til praktiske indstillinger for netværk, skærmlys, afspilning, lommelygte mm.
* Tryk midt på skrivebordet (med alle ikonerne) og stryg nedad for at åbne søgefeltet. Her kan du hurtigt søge efter apps, kontakter, hjemmesider og meget mere.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.