16-årig med elektronik i kroppen

16-årige Kristoffer Jensen fra Hjørring har fået indopereret pacemaker. Nu kan han igen dyrke sport.

Peter Mortensen,
16-årige Kristoffer Jensen fra Hjørring skal leve med en pacemaker i kroppen resten af livet. Foto: Bente Poder
Sport 23. februar 2012 12:16

- Jeg troede ellers, jeg skulle undgå julegaver med elektronik. Jeg havde ellers kun ønsket mig bløde pakker! Kristoffer Jensen glemmer nok aldrig julen 2011. Eller måske snarere dagene op til jul. 22. december var han en tur på sygehuset til det, han bare troede var et lille tjek af hjertet. Besvimede i skolen - Første gang jeg blev tjekket var i 7. klasse, hvor jeg besvimede over på skolen efter en idrætstime, fortæller han.. I november sidste år var den gal igen for den 16-årige Hjørring-knægt. Denne gang på Hessel Gods Fodboldkostskole, hvor den talentfulde fodboldspiller er elev. - Der besvimede jeg ikke, men jeg blev svimmel og mine ben føltes underlige, siger han. Chokerende besked To dage før jul skulle han så have fundet ud af, hvad der var galt. Troede han. I stedet fik han en chokerende besked. - Vi fik at vide, at jeg skulle opereres den 23. december, fortæller Kristoffer Jensen. Og en sygeplejerske kunne samtidig fortælle, at det var slut med kontaktsport og dermed fodbold. - Så var der godt nok stille på stuen. Der var ingen, der sagde noget i lang tid, fortæller Bettina Jensen, mor til Kristoffer Jensen. Hjertebanken kunne ses Det var ikke lige den julegave, han havde ønsket sig. Faktisk var hans umiddelbare reaktion da også at sige nej tak til operationen. - Jeg vidste godt, at mit hjerte bankede meget hårdt. Faktisk så hårdt, at man kunne se det uden på trøjen, siger han. Men som 16-årig idrætsmand var han ikke klar til en operation. Og da slet ikke en pacemaker. Lægerne var dog ubøjelige. Det var enten en operation 23. december, mellem jul og nytår eller her i starten af 2012. - Så var der jo ikke rigtig nogen grund til at udsætte det, erkender Kristoffer Jensen. Nervøs før operation De næste timer var de værste i hans liv. Om natten sov han ikke ret meget, men spekulerede i stedet på den kommende operation. - Jeg lå og tænkte på, om det nu går godt. Der skal bare ikke gå noget galt, indrømmer han. - Det var ikke meget, jeg nåede at sove den nat. Heldigvis gik operationen godt. Juleaftensdag - 24 timer efter operationen - blev Kristoffer Jensen tjekket af en læge, som ville sikre sig, at den lille pacemaker fungerede efter hensigten. - Det var lidt vildt, da han satte nogle elektroder på min brystkasse og fik hjertet til at slå hurtigere, smiler Kristoffer Jensen. For det er netop hensigten med pacemakeren. Den skal tage over, når den veltrimmede teenagers hvilepuls bliver så lav, at hjertet ikke pumper nok blod rundt. Kan stadig spille fodbold Til gengæld skulle pacemakeren ikke sætte begrænsninger på Kristoffer Jensens fodbolddrømme. Sygeplejersken på sygehuset havde heldigvis taget fejl. - Det er dejligt at få at vide, at jeg stadig kan blive ved med at spille fodbold. Jeg elsker jo al slags sport, siger Kristoffer Jensen. Og han behøver bare at se på sin far Johnny for at vide, at det sagtens kan lade sig gøre at dyrke sport med hjerteproblemer. Johnny Jensen røg to gange på sygehuset med hjerteflimmer i sin fodboldkarriere i AIK Frem, men gennemførte alligevel sidste år en ironman.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...