160 sangere til Korklang på Bjerget Efterskole

Det giver godt fællesskab at synge. Privatfoto
Det giver godt fællesskab at synge. Privatfoto

På Bjerget Efterskole er der netop afholdt et stort kor-event, der sprængte alle rammer. 160 korsangere fra nordjyske ungdoms- og voksenkor deltog i en fælles workshop med afsluttende koncert, hvor endnu flere deltog - omkring 250 mennesker i alt.

Bjerget Efterskole havde inviteret voksen- og ungdomskor fra hele Nordjylland til at komme og dyrke deres passion i den fælles workshop - en hel dag med korsang, gensidig inspiration og udvikling, under temaet pop. Og det var der mange, da havde takket ja til, så efterskolen blev nærmest indtaget af glade korsangere, der fulde af forventning kom for at bruge en hel dag på at synge og blive inspireret af hinanden.

Det er tredje gang efterskolen arrangerer dette store kor-event, der er vokset støt år for år. Forstander Steffen Krøyer forklarer, hvorfor man på Bjerget har valgt at kaste sig ud i at afholde så stort et kor-arrangement.

- Når Bjerget Efterskole, som er en af de små efterskoler i Danmark, arrangerer et kor-event i denne størrelse, er det fordi vi gerne vil give noget af det videre, som vi er gode til. På Bjerget Efterskole er sangen et vigtigt pædagogisk redskab, både i form af det rytmiske koncertkor, morgensang og fællessang ved alle mulige og umulige lejligheder.

Og selve dagen gik rigtig godt. Det lykkedes at få alle sangerne, hvoraf de fleste synger i kor til daglig, til at skabe et nyt, stort kor bestående af 160 sangere. Det i sig selv er lidt af en præstation, især fordi man til Korklang kun har én dag at gøre arbejdet i, men også fordi de mange sangere synger i vidt forskellige kor til daglig. Der var således deltagere fra både gospelkor, klassiske pigekor, bykor og teaterkor med i workshop-koret og alle skulle de lære de samme rytmiske popsange, som de skulle optræde med til aftenens koncert.

Gymnasieeleverne Sebastian Dybdal og Daniel Hald har begge tidligere gået på Bjerget Efterskole, og de kom både for at være en del af workshoppen og for at besøge efterskolen.

Som tidligere elev er det rigtig fedt at komme tilbage og deltage i Korklang, fortæller Sebastian: - Både for musikkens skyld, for at opleve harmonierne i sangen, men også fordi jeg ikke har så meget tid til at synge til hverdag, kun når jeg kører i bilen, siger han og griner. Daniel nikker og tilføjer, at han også savner at synge: - Når man har gået på Bjerget, så ved man, at det giver et godt fællesskab at synge. Man oplever, at man er med til at skabe noget fedt, og derfor er det også rigtig godt at komme tilbage på efterskolen og deltage i Korklang. Her møder man mange andre, der godt kan lide at synge - og så er der bare en fantastisk stemning, fortæller han.

Dagen blev afsluttet med en stor koncert om aftenen, hvor de deltagende kor hver især gav smagsprøver på deres repertoire, ligesom Bjerget Efterskoles eget koncertkor optrådte og det 160 mand store workshop-kor sang de indstuderede sange. Omkring 250 mennesker fyldte salen på efterskolen og stemningen var høj. - Vi glæder os allerede til næste år, lød det fra flere af deltagerne, da der blev taget afsked ovenpå en dag med masser af rytmisk kormusik.

-

Forsiden