Herlev

2-årig dreng skambidt af rottweiler

Dreng blev trukket under trampolin af naboens hund og fik dybe bidemærker ind til knoglen

Foto: Privat
Foto: Privat

HERLEV: Det skulle have været en hyggelig aften med gode venner og børn i Herlev, men det udviklede sig pludseligt til et mareridt, da naboens aggressive rottweiler pludselig fandt vej til 2-årige Ahmed.

- Da vi ankom og gik om i haven, var hunden allerede helt oppe og køre. Vi kunne høre den løbe rundt inde ved siden af, hvor ejeren sagde til den, at den skulle slappe af, fortæller Hreen Qayum, som havde taget sin 4-årige søn med.

Hun fortæller, at familien har frygtet hunden før, da den er stor og ofte virker aggressiv, men ejeren af den har altid forvisset dem om, at den ikke gør noget og var ufarlig.

Børnene legede rundt ved en mindre trampolin i haven og hyggede sig.

- Pludselig kan jeg se ud af øjenkrogen, at den her larmende hund nu er inde i haven og så går det stærkt. Den farer hen til drengen og bider sig fast i hans ben og trækker ham ind under den lille trampolin. Herinde bider den fast i hans brystkasse. Vi løber selvfølgelig alle sammen ud og prøver at trække hunden og drengen ud, men det er svært. Til sidst får tre voksne dem ud, men de må virkelig lægge kræfter i, fordi den har bidt sig så hårdt fast, fortæller Hreen Qayum, som står et par meter væk og ser det hele.

- Der var blod over det hele, så vi hopper i bilen med det samme og kører direkte til Herlev Sygehus, hvor de er rigtig søde og tager imod ham med det samme, siger hun.

Hundens ejer siger, at han slet ikke kan forstå, at hunden har gået til angreb.

- Normalt vil en hund ikke gøre sådan noget. Måske har de provokeret den, da den var meget larm ved siden af. Men når det er sagt, så påtager jeg mig det fulde ansvar for, at den kom igennem hegnet, siger han til Ekstra Bladet.

Hreen Qayum er dog ikke helt enig i den udlægning.

- Vi kom en halv time før det skete, og der var hunden allerede meget oppe og køre. Der var to børn på to og fire år som legede. De har ikke provokeret hunden - i så fald er den blevet provokeret af deres leg, siger hun.

Ahmed blev opereret for sine alvorlige skader i går og skal være indlagt i tre dage endnu.

- Han tager det så flot, selvom han kun er to år. Biddene gik helt ind til knoglen, men har heldigvis ikke ramt lungen. Han græder dog ofte og spørger om hunden er væk og at han er bange for den, siger Hreen Qayum.

Ejeren har ifølge Ekstra Bladet sagt, at han er indstillet på, at hunden skal aflives.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden