20 år som frivillig på krisecenter

NØRRESUNDBY: - Man vænner sig aldrig til det. Det er lige forfærdeligt hver eneste gang, fortæller 70-årige Bodil Krøgholt.Hun er en af de 120 frivillige kvinder, der hjælper voldsramte kvinder i Krisecenter for Kvinder i det gule hus på Østergade 26 i Nørresundby.På fredag er det tyve år siden, at huset slog dørene op som et af de første centre i landet. Grevinde Danner i København var det første.Jubilæet markeres med et arrangement som et slags Åbent Hus, for de folk, der gennem årene har haft sin gang i huset på Østergade.Bodil Krøgholt har mindst én gang om måneden en vagt på otte timer som frivillig i huset, og det har hun haft siden januar 1983 kort efter, at krisecenteret åbnede 8. februar 1982.- Jeg har været ude for rigtig grove tilfælde af vold, og nogle kvinder kan have brug for at gå under jorden. De tør ikke andet.- Og det er ikke kun kvinder fra de laveste samfundslag, som kommer her. Der er kvinder fra alle samfundslag, dog flest med en kort uddannelse. Alle er velkomne hos os, når de er truet i hjemmet. Det kan være fysisk vold, og det kan være trusler og psykisk vold, forklarer Bodil Krøgholt.Hun er en af de erfarne, der kan bidrage med masser af livserfaring inklusiv erfaringerne fra sit mangeårige frivillige arbejde i krisecenteret.- Jeg kan huske, at noget af det første, der slog mig, og som jeg blev vældig imponeret over, var, at krisecenteret virkede som et hjem og ikke som en institution.- Jeg mærkede straks, at her var der en god atmosfære, og de ansatte i huset er virkelig engagerede, siger Bodil Krøgholt, der netop selv gik med som frivillig, fordi hun var ny i byen.- Vi var lige flyttet til Nibe, da jeg fik tilbuddet, og jeg sagde ja, også for at lære andre at kende, forklarer Bodil Krøgholt.- Jeg har ikke opfattet det, som om jeg var her for, at man skulle synes, jeg gjorde en god gerning. Tværtimod møder jeg her så mange dejlige mennesker, og jeg får så meget igen ved at være her.De frivillige er delt op i fem grupper, som holder møde en gang om måneden.- Her kan vi tale om hvordan det er gået, og hvem der er i huset i øjeblikket. Der er en ansat med til møderne, som informerer os. Vi kan også fortælle om de ting, vi har oplevet. Det kan jo ikke nytte, at vi går til naboen hjemme hos os selv. Vi har jo tavshedspligt, siger Bodil Krøgholt, der lytter og støtter de kvinder, der har behov for det. - Noget af det jeg faldt for, da jeg kom her første gang, var netop, at kvinder hjælper kvinder. - Mange gange ser vi også, at kvinderne i huset hjælper hinanden og taler meget sammen. Det er dejligt, forklarer Bodil Krøgholts, der én gang har været udsat for, at hun ikke umiddelbart kunne hjælpe.- Vi havde to kvinder fra hvert sit land, der ikke kunne tale dansk og ikke kunne tale engelsk eller tysk. De kunne ikke tale med os, og de kunne ikke tale med hinanden. Det var ganske forfærdeligt. Vi sørgede selvfølgelig for, at der kom en tolk, men indtil da måtte vi klare os med armbevægelser. Det var slet ikke tilstrækkeligt, fortæller Bodil Krøgholts, der netop glæder sig over, at kvinder fra andre kulturer er begyndt at finde ud af at komme i krisecenteret.- Det er fint, at de har fundet ud af, at der er et krisecenter. For der er også fremmede kvinder, som har brug for os.Hun mener, at der også er megen glæde i huset.- Ellers var det jo ikke til at holde ud at være her. Der er ingen grædekone stemning og der bliver grinet meget. Sort humor eller galgenhumor er der meget af, ler Bodil Krøgholt og kan huske, at hun og andre frivillige har været blandt de kvinder, der gik under betegnelsen hattedamer.- Det blev rige damer kaldt tidligere, når de gik hjemme og beskæftigede sig med velgørenhedsarbejde. Det griner nogle af nu, men de gjorde faktisk et stort stykke arbejde.- Og lige som dengang så har vi altså heller ikke nogen hatte, ler 70-årige Bodil Krøgholt.Leder af Krisecenteret i Nørresundby, Anette Valentin, beklager, at der er behov for centeret.- Det er jo yderst beklageligt, at der fortsat er brug for krisecentre i Danmak. Men for kvinder og børn, der har brug for al den hjælp og støtte, de kan få, når volden huserer i hjemmet, er det godt, at vi findes. - Sideløbende med den hjælp har krisecenteret for fem år siden taget initiativ til at oprette Manderådgivningen. Denne rådgivning er blevet spydspids for andre amter, og mange ønsker at oprette en lignende. Nordjyllands Amt har været det første amt, siger Anette Valentin.