Indbrudstyv taget på fersk gerning
21-årig mand forsøgte at stikke af, men blev anholdt af tre civile
Opdateret kl. 09:25
ELSØ: Hos Politiet i Nykøbing og Thisted har man nu et håb om, at de mange indbrud forskellige steder på Mors nu er sat i stå.
Mandag eftermiddag blev en 21-årig mand fra Nykøbing opdaget, da han begik indbrud i en villa på Holmgårdsvej i Elsø.
Da den 21-årige opdagede vidnet, stak han af over markerne med sit bytte af smykker, men blev kort efter tilbageholdt af tre borgere.
Efter den 21-årige havde siddet hos politiet i nogle timer, erkendte han indtil videre 11 indbrud på Mors.
- Der har været rigtig mange med en sten smidt gennem en rude, fortæller politikommissær Jørgen Jensen, der håber, at den seneste indbrudsbølge nu er standset.
Den 21-årige bliver senere i dag tirsdag fremstillet i et grundlovsforhør, hvor han i første omgang sigtes for de 11 indbrud, men efterforskningen kan vise, at det tal bliver noget større.