22-årig anholdt efter røveri med splatterpistol
Ung røver indlagt efter anholdelse - Opdateret kl. 15.20
Opdateret 23. maj 2022 kl. 11:37
FREDERIKSHAVN: En 22-årig mand fra Frederikshavn blev tirsdag morgen ved 5.30-tiden anholdt og sigtet for at have begået et røveri mod Shell-tankstationen på Danmarksgade 15 i Frederikshavn.
Ifølge Nordjyllands Politi skete røveriet kort efter kl. 01, da en ung mand kom ind på tankstationen og med en splatterpistol truede en ung kvindelig ekspedient.
Shell-stationen er en såkaldt pengeløs tankstation, så den 19-årige ekspedient kunne ikke udlevere kontanter.
I stedet truede røveren sig til ca. 30 pakker cigaretter og forsvandt.
Røveren efterlod sit våben, som viste sig at være en såkaldt splatterpistol.
Den 22-årige henvendte sig tirsdag morgen selv til politiet, og politiets jurister vurderede, at manden ikke skulle varetægtsfængsles.
- Han er blevet løsladt uden fremstilling, men han blev sigtet for røveriet, og der kommer senere et retsligt efterspil, siger Lars Jensen fra Nordjyllands Politi i Frederikshavn.
Den 22-årige var ifølge politiet ikke i stand til at blive afhørt på grund af hans psykiske tilstand, og han blev efter løsladelsen indlagt på en psykiatrisk afdeling.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.