EMNER

225 vinterbader hos Søens Folk

Foreningen, der bader i St. Økssø, har sat ny rekord

Søens Folk har fået mange nye medlemmer, siden helårsbaderne fik en badstue ved St. Økssø. Arkivfoto: Torben Hansen
Søens Folk har fået mange nye medlemmer, siden helårsbaderne fik en badstue ved St. Økssø. Arkivfoto: Torben Hansen Foto: Torben Hansen

ST. ØKSSØ: Helårsbadeklubben Søens Folk ved St. Økssø har for nylig rundet de 200 medlemmer, og Lene Krogh Poulsen fra Terndrup blev det heldige medlem nummer 200, som blev belønnet med et gavekort til Mosskovpavillonen.

- Og nu er vi oppe på 225 medlemmer, oplyser foreningens formand, Jens Hjerrild-Jensen og gør opmærksom på, at foreningen laver et par introduktionsarrangementer i hver sæson, som interesserede kan melde sig til via hjemmesiden www.soeensfolk.dk.

Søens Folk blev etableret i 2003 og har således eksisteret i 10 år.

- De første tre år badede vi fra badestedet 200 meter nord for badebroen. Vi havde dengang typisk hver en avis med, som vi stod og klædte om på - og så hurtigt ud i vandet tre gange - hurtigt tøjet på - og så gå og kæmpe med at få varmen gennem flere timer. Vi ville selvfølgelig gerne have etableret en badstue, fortæller Jens Hjerrild-Jensen.

Søens Folk fik Naturstyrelsens støtte til en dispensation, og Skørping Kommune og Nordjyllands Amt gav også de fornødne tilladelser. Friluftsrådet og Skørping Kommune gav økonomiske tilsagn, som muliggjorde etableringen af badstuen i den af skoven etablerede ”økobase” 75 meter fra søen.

Badstuen blev indviet i 2006, og derefter voksede foreningen med øget hast fra de daværende 25 medlemmer.

Gå til relaterede emner

Forsiden