23.500 kroner fordelt til forskellige formål
Aars Y's Men's Club har på sit martsmøde udloddet penge til en række forskellige, humanitære formål. Penge, som i årets løb er kommet ind via organisationens lokale loppemarkeder.
AARS: SAT-7, der er en kristen TV kanal i de arabiske lande, har fået bevilget 7500 kroner som hjælp til, at stationen kan begynde at producere egentlige nyhedsudsendelser - og derigennem fremme den demokratiske udvikling i regionen. KFUM og KFUK i Danmark er blevet betænkt med 3000 kroner til afholdelse af en såkaldt "Teenevent" på Rønde Efterskole. Aars FDF har holdt 85 år jubilæum og fik i dagens anledning en gave på 1500 kr. Nibe FDF blev bevilget 1000 kr. som hjælp til indkøb af maling til lejrhytten i Skivum Krat. Nørager Humanitære Hjælpeorganisation får et tilskud på 3000 kroner i forbindelse med, at organisationen også i år arrangerer sommerlejr for russiske børnehjemsbørn. Diakonhøjskolen i Aarhus kan se frem til et tilskud på 5000 kr. - øremærket til efterårets internationale hold. Støtteforeningen for Danmarks Kirkelige Mediecenter blev bevilget 750 kr. til et nyudviklet koncept "Debat, der batter", og endelig var der enighed om at støtte Mission Øst med 2500 kr. til drift af Børnehjemmet Eternity i Nepal.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.