23-årig mand dræbt i trafikulykke
Solouheld på motorvej E45 skete formentlig natten til søndag
Opdateret 13. oktober 2015 kl. 08:54
SØNDERUP: En 23-årig mand fra Nordjylland har mistet livet i en trafikulykke på motorvej E45. Ulykken skete i det sydgående spor lige umiddelbart syd for Rasteplads Himmerland.
Ulykken blev opdaget mandag kl. 17.03, da Nordjyllands Politi fik en anmeldelse om, at der var fundet en bil i grøften. Efterfølgende blev en død mand fundet i nærheden af bilen. Han var blevet slynget ud af bilen i forbindelse med ulykken.
Ifølge politiets oplysninger er ulykken formentlig sket natten til søndag. Den forulykkede bil var ikke synlig fra vejen, og derfor blev ulykken først opdaget, da folk fra et vejvedligeholdelseshold var i færd med at klippe græsset i kanten af motorvejen mandag eftermiddag og fik øje på bilen, som lå forulykket i en grøft bag nogle træer.
Motorvejen var spærret i højre vognbane til kl. 21.30, men det var muligt at passere ulykkesstedet med forsigtighed i det yderste spor.
Umiddelbart har der ikke været nogen vidner til ulykken, men Nordjyllands Politi hører gerne fra eventuelle vidner til ulykken.
Nordjyllands Politi kan kontaktes på telefon 114.
De nærmeste pårørende til den forulykkede blev derfor først underrettet mandag aften.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.