25 år med tennis i Skelund
Lørdag markeres jubilæet
SKELUND: Kan det nu gå med en tennisklub i Skelund?
Sådan var der garanteret en og anden skeptiker, der tænkte, da det nyanlagte tennisanlæg i Skelund blev indviet i 1991.
I dag - 25 år senere - har tennisklubben i Skelund for længst bevist sin berettigelse.
- Klubben er i god gænge med 80 medlemmer og har aldrig i løbet af de 25 år været ved at ”lukke”, pointerer kasserer Bent Roland.
Lørdag markerer klubben 25-året for indvielsen af det lokale tennisanlæg ved bl. a. at invitere til åben bane fra kl. 11-16. Inden for dette tidsrum er byens borgere, nuværende og tidligere medlemmer og andre interesserede mere end velkomne til at kigge inden for på tennisbanerne - og nyde vådt og tørt fra en opstillet pølsevogn og fadølsbar.
Tennissportens 25 års-jubilæum i Skelund markeres også med en Skelund Open Revival-holdturnering, hvor mange af de ”gamle” koryfæer fra tidligere tiders Skelund Open er inviteret til at medvirke sammen med en række af klubbens nuværende spillere.
Kontinuiteten i tennisklubben i Skelund skinner i øvrigt også tydeligt igennem i bestyrelsen.
Formand Niels Ramskov og kasserer Bent Roland har begge siddet på deres poster uafbrudt siden den stiftende generalforsamling 30. oktober 1989.