2761 personer har fået bøde for manglende coronapas i tog

Bøder for manglende coronapas eftergives, hvis man beviser, at man var på vej til og fra studie eller arbejde.

PLUS Corona-jul betød tomme tog og flere sms''er <i>Nils Meilvang/Ritzau Scanpix</i>

PLUS Corona-jul betød tomme tog og flere sms''er Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

Tirsdag ophæves det krav om coronapas, der har været i InterCity- og InterCityLyn-tog siden 19. december sidste år.

Fra 19. december til og med 30. januar har DSB udskrevet i alt 2761 bøder til folk, der ikke havde coronapas med sig i toget.

Det oplyser Tony Bispeskov, der er informationschef i DSB.

Han fortæller dog, at antallet af personer, der skal betale en bøde for manglende coronapas, vil være en del lavere.

Det skyldes, at kontrolafgiften kan refunderes for nogle rejsende. Det kan den, hvis passageren inden for 14 dage har været smittet og derfor ikke har haft gyldigt coronapas.

Muligheden for dispensation gælder rejser til og fra arbejde og uddannelsessted, hvis uddannelsessted eller arbejdsgiver godkender disse rejser.

- Der er noget behandlingstid, så vi forventer, at antallet af kontrolafgifter i hvert fald kommer under 2000, når det hele er gjort op, siger Tony Bispeskov.

Tony Bispeskov understreger, at der i perioden har været flere hundrede tusind passagerer i togene.

- Derfor skal man se det sådan, at langt de fleste har haft både pladsbillet, coronapas og selvfølgelig deres normale billet i orden, siger han.

Kravet om mundbind, coronapas og pladsbillet i togene ophører tirsdag sammen med de fleste andre restriktioner.

Samme dag ophører kategoriseringen af coronavirus som en samfundskritisk sygdom.

Informationschefen fortæller, at der er en del af dem, der bruger DSB, der er bekymrede, fordi restriktionerne ophører.

Men DSB vil fortsætte med forskellige af de tiltag, der er blevet iværksat under epidemien.

- Vi fortsætter med den ekstraordinære rengøring. Og vores budskab om, at man bruger sin albue, når man går ind og ud af toget, hoster i ærmet og holder afstand, vil vi stadig kommunikere til kunderne, siger Tony Bispeskov.

Ud over smitteforebyggende tiltag vil coronaepidemien også kunne ses på driften.

- Vi har i lighed med andre virksomheder været ramt og er stadig ramt af et meget højt sygefravær, og derfor har vi også aflyst nogle afgange på forhånd.

DSB vil frem til 20. februar have planlagte aflysninger på enkelte regional- og S-togsafgange, oplyser Tony Bispeskov.

/ritzau/