Brønderslev

30 år med Mylund Keramik

Det har været 30 år med masser af spændende udfordringer

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Anna K. Johannsdottir tænker tanker i den gamle Chaiselong.

- Tilbage til rødderne. Det kan man sige om kunstneren Anna K. Johannsdottir fra Mylund Keramik i Brønderslev.

Det er 1. december 30 år siden hun slog sig ned i Mylund - i det gamle mejeri.

Hun er stadig repræsenteret med sine kunstværker i Mylund - nemlig i den gamle brugsforening, hvor hun udstiller sammen med antik med mere.

- Jeg synes, det er spændende at udstille, hvor det hele startede, siger hun.

Anna K. Johannsdottir og Steen Jensen slog sig ned i det gamle mejeri, hvor Anna K. Johannsdottir indrettede Mylund Keramik. De havde da fået sønnen Odin.

Mejeriet er forlængst væk, og navnet Mylund Keramik har nu hjemsted på adressen Aalborgvej 187 i Brønderslev. Her har forretningen haft sin adresse i 20 år.

- Navnet Mylund betyder "en lille lysning i skoven", så derfor er navnet bevaret, selv om jeg har forladt byen Mylund, siger Anna K. Johannsdottir.

Anna K. Johannsdottir er fra Island. Hun indledte sin uddannelse i Island, men gik også på Kunsthåndværkerskolen i Kolding.

- Lige da vi var færdige, skulle vi opleve de steder, vi havde læst og hørt så meget om - Venedig, Det Skæve Tårn, Paris med Notre Dame, Rom og meget meget mere.

- Jeg tog på interrail sammen med en veninde, mindes Anna K. Johannsdottir. Det var meget spændende at se de steder i virkeligheden, som jeg kun kendte som billeder i bøger.

Tiden under uddannelsen i Danmark fik Anna K. Johannsdottir til senere at beslutte sig for at slå sig permanent ned i Danmark.

- Og det har jeg aldrig fortrudt, fortæller Anna K. Johannsdottir.

Anna K. Johannsdottir sprudler altid af glæde og energi, og hendes gode humør gør andre glade.

- Selv om man ikke har mange penge, kan man jo godt være glad, siger hun.

Hun laver keramik i afskygninger. Hun har netop færdiggjort en leverance af fisketallerkener og suppeskåle - med fiske-motiver.

Det første, hun lavede, var 100 små kopper med tre ben - i stil med Jydepotter.

Noget af det, der har præget Anna K. Johannsdottirs produktion er en store kloder i keramik.

- Det var ved et rent tilfælde, at jeg begyndte at lave kloder, fortæller hun. Jeg fik en gymnastikbold ind ad brevsprækken.

- Jeg tænkte, at den måtte kunne bruges til andet end gymnastik, så jeg lagde ler på, og siden er det blevet til flere kloder.

- Når leret er stift, kan man pille bolden ud gennem et lille hul.

Selv om Anne K. Johannsdottir laver flere emner af samme slags, er de alle forskellige.

- Hvis jeg laver 100 juletræer, er de ikke ens, siger hun.

Hun har lavet både kulturpris og erhvervspris.

Hun maler i perioder også en del.

- Når jeg maler, skubber jeg keramikken lidt til side, fortæller hun.

Hun er uddannet fotograf, og tager en del billeder. Men hun poserer også for fotografer, og det er blevet til flere motiver, blandt andet, hvor hun er smurt ind i ler.

Fire gange har hun været i Egypten. Dels for at undervise på universiteter, dels for at holde workshops.

- Jeg elsker Egypten. Egypterne minder meget om islændere, siger hun.

Den helt store oplevelse var at sejle på Nilen.

- Så føler man sig nærmest som en dronning i Eventyrland, siger hun.

- Nogle har spurgt, om jeg godt tør tage til Egypten, men det er jeg ikke bange for. Kairo er mere sikkert end Chicago og New York, mener hun.

Hun håber og senere at kunne sætte kursen mod Egypten igen.

Hun har også været i Tanzania via Danida.

- Her skulle jeg se, om der var kunst fra Tanzania, der kunne have interesse for salg i Danmark.

- Der kom ingen handels-aftale i stand, men jeg har stadig en kop fra Tanzania.

- Men ét kan jeg sige: Tanzania er ikke et land, jeg vil besøge igen.

I næsten alle 30 år har hun været en del af Nordjyske Keramikere, der udstiller på Børglum Kloster og i Fyret i Hirtshals.

- Jeg har næsten siden starten udstillet i Vognporten på Børglum Kloster, fortæller Anna K. Johannsdottir.

- Det har været 30 spændende år.

- Kendetegnende for alle 30 år, er, at jeg har turdet at turde.

Foruden sønnen Odin, der studerer i København, har Anna K. Johannsdottir sønnen David i Brønderslev, der arbejder med video, og også laver video for sin mor, og også har været med i Egypten.

I anledning af 30-års jubilæet er galleriet i julestemning i dag.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.