30 mand kæmpede med brand i brugs

Det var ikke muligt at redde SuperBrugsen fra at brænde ned, siger indsatsleder

Redningsvæsen 18. maj 2014 10:09 - Opdateret 18. maj 2014 16:05

MARIAGER: Taget er brændt væk og mure bliver væltet, for bygningen er totalt ødelagt.

Sådan er status på den voldsomme brand i SuperBrugsen i Mariager natten til søndag.

Brandvæsenet blev alarmeret om branden kl. 03.34 natten til søndag, og søndag formiddag var brandfolk stadig i gang med efterslukningen.

- Brugsen var overtændt, da vi kom herned, og branden udviklede sig meget hurtigt. Forretningen er jo ét stort rum, og så går det stærkt, siger indsatsleder Caspar Weisberg fra Mariagerfjord Kommunes Beredskab.

Brandfolkene kunne kun sprøjte vand på bygningen udefra.

- Taget begyndte hurtigt at falde ned, så vi turde ikke sende røgdykkere ind i bygningen, forklarer indsatslederen.

28-30 mand har hjulpet til under slukningsarbejdet. Der har været brandfolk fra Hobro, Mariager og Hadsund, og frivillige har også hjulpet til. Der blev rekvireret en lift fra Aars, og Beredskabsstyrelsen i Thisted blev bedt om at komme med en stor kran, der kunne fjerne noget af tagkonstruktionen og vælte gavlene.

- Der er ikke noget, der kan genbruges. Det hele skal genopbygges på ny, siger Caspar Weisberg.

Kl. 9 søndag formiddag var brandfolkene stadig i gang med slukningsarbejdet, og Caspar Weisberg forventede, at det ville fortsætte i flere timer.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...