35 år med Suldrup Kro
Da Henrik og Helga overtog Suldrup Kro var det egentlig planen, at der skulle åbnes med et gevaldigt brag af et bal nytårsaften 1981. Men den berømte november-storm i 1981 - der blandt andet også udslettede store dele af Rold Skov - havde sat sit præg på den i forvejen faldefærdige kro. Derfor kunne håndværkerne ikke nå at blive færdige, og kroen måtte derfor vente med at slå dørene op til den 15. januar 1982.
Efter åbningen blev Suldrup Kro hurtigt kendt for sine velbesøgte baller og festlige aftener med fuld blæs på diskomusik i højtalerne og massevis af unge mennesker.
Da interessen for disse arrangementer begyndte at dale, blev der sat fokus på livemusik og løbende arrangementer som høstfester, påskefester og fastelavnsfester - det hele godt suppleret med den charmerende krostue, hvor mange af områdets håndværkere i firserne og halvfemserne altid lige skulle mødes efter fyraften.
- Dengang mødtes man på krostuen for at få en fyraftensøl og snakke dagens arbejde igennem. I dag sender håndværkerne hinanden en sms, og drikker øllen derhjemme, smiler Henrik Pedersen.
I dag har Suldrup Kro fokus på selskaber, weekendophold på kroen, en lækker restaurant og mad ud-af-huset.
- Vi har godt og vel 100 selskaber på kroen om året, ligesom vi har rigtigt meget mad-ud-huset. Desuden er vores a la carte restaurant altid godt fyldt torsdag, fredag og lørdag.
- Vi laver god, gammeldags kromad helt fra bunden af gedigne råvarer, og vi sørger altid for rigeligt på tallerkenen, så alle bliver mætte, fortæller Henrik.
- Når det gælder overnatninger, har vi kun tre værelser på kroen, men det bliver alligevel til godt 700 overnatninger om året, så de er godt booket, fortæller Henrik, der i sine 35 år i spidsen for kroen har oplevet forskellige økonomiske konjunktursvingninger.
- Der har selvfølgelig været gode og mindre gode år på kroen, men generelt har konjunkturerne ikke påvirket os specielt meget, blandt andet også fordi, vi løbende har formået at omstille os til gæsternes krav. Vi stoppede eksempelvis med kroballer, da vi kunne mærke at interessen var vigende. I stedet fandt vi på noget andet, og sådan har vi løbende omstillet os, og det har været afgørende for os.
- Samtidig har vi løbende investeret i kroen. Vi byggede en lækker krostue allerede i 1983, og har siden lavet en større investering i kroen omkring hvert tredje eller fjerde år.
- Investeringerne har handlet om at forbedre kroen til glæde for gæsterne, men også om blandt andet at optimere kroens drift ved en bedre isolering og ved at opsætte solvarme, så der kunne spares penge på varmeudgifterne, fortæller Henrik, der helt aktuelt har planer om at forbedre parkeringsforholdene og lave en større udendørsterrasse til rygerne.
Den 15. januar 2017 har Henrik og Helga stået i spidsen for Suldrup Kro i 35 år, og det markeres på selve dagen med åbent hus og lidt godt til ganen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.