En fornemmelse af, at nogen har tegnet et nyt flot maskinhus uden at spørge, hvem der skal stå ved maskinen.

Der er ellers masser at kunne lide.

Store skattelettelser (og en snedig finte, der udvander en del af dem, men hvem tæller?)

Gratis tandpleje (som ikke er gratis, fordi det koster en masse skattefinansierede milliarder, men hvem tæller?)

Mindre bureaukrati. Mere grøn energi. Flere investeringer og en stærkere konkurrenceevne.

Alt sammen pakket ind i den velkendte politiske melodi om, at Danmark skal kunne mere, vokse mere og stå stærkere i en verden, hvor både sikkerhedspolitik, grøn omstilling og global konkurrence presser sig på.

Hvordan det hele skal finansieres, svæver i tågerne. Men slikbutikken er i al fald åben, og så er det jo bare med at fylde lommerne og klappe i hænderne, indtil realiteterne rammer.

Ingen kan være i tvivl om, at regeringsgrundlaget bugner af ambitioner. Og ambitioner fejler intet.

Men den mest afgørende knaphed i nordjysk erhvervsliv fylder alt for lidt. Her tænker jeg ikke på skatter og afgifter, håbløse regler eller tykkere elkabler.

Jeg tænker på mennesker.

Smede, elektrikere, industriteknikere, ingeniører, it-specialister, social- og sundhedsmedarbejdere og lærlinge, der bliver til faglærte. 

Unge, der bliver i landsdelen. Udenlandske medarbejdere, der rent faktisk kan komme hertil og få et liv til at hænge sammen.

Hvis du som jeg har talt med tilpas mange nordjyske virksomhedsledere, kan du høre sætningen, næsten før den bliver sagt: 

“Ordrebogen fejler ikke noget. Det gør bemandingen.”

I den ene sætning gemmer sig en hel erhvervspolitik.

For når regeringen lover mere energi, skal nogen udbygge elnettet. 

Når den lover flere investeringer, skal nogen projektere, bygge, producere og drifte. 

Når den lover mere forsvar, skal nogen svejse, programmere, transportere og vedligeholde.

Og når den lover mindre bureaukrati, hjælper det først for alvor, hvis virksomhederne bagefter har hænder og hoveder nok til at udnytte deres velfortjente frihed.

Ellers bliver regeringsgrundlaget en politisk ønskeseddel skrevet til en arbejdsstyrke, der ikke findes. Og det er lidt den fornemmelse, jeg sidder med.

Nordjylland er særligt sårbar her. Det er ikke bare mine ord. Jeg har tallene og analyserne, der bakker mig op.

Tag for eksempel det såkaldte FremKom-projekt, der i årevis har kortlagt fremtidens kompetencebehov i landsdelen. Og konklusionen er ikke ligefrem pyntelig:

Vi kommer til at mangle især faglærte og tekniske specialister. Præcis de mennesker, der skal bære den grønne omstilling, digitaliseringen og industrien videre.

Region Nordjylland har selv peget på, at både private og offentlige virksomheder mangler kompetencer, der skal sikre drift og udvikling. 

Erhvervshus Nordjylland kalder mangel på kvalificeret arbejdskraft en af de største udfordringer for regionens erhvervsudvikling.

Og Aalborg Universitet har nu sat gang i analyser af Nordjyllands lave produktivitetsvækst, fordi vi fra 2008 til 2023 har haft landets laveste vækst i produktiviteten. 

Det vil sige, at vi er dårligere til at skabe værdi pr. arbejdstime end resten af landet.

Det sidste lyder tørt, men er pokkers vigtigt.

For mangel på arbejdskraft bliver endnu mere farlig i en landsdel, hvor produktiviteten i forvejen halter. Så kan man ikke bare arbejde sig ud af problemet ved at hælde flere mennesker ind i maskinen. 

Man skal både finde flere mennesker og få mere ud af den tid, de har.

Det er dobbelt svært. Og dobbelt nødvendigt.

Jeg tror, at Christiansborg ofte undervurderer, hvor konkret den slags føles uden for Slotsholmen.

I Hjørring, Thisted, Hobro eller Aalborg Øst kan den være forskellen på at sige ja eller nej til en ordre. På at udskyde en investering, på at lade være med at skalere, på at flytte tættere på de miljøer, hvor arbejdskraften findes.

Det er her, at regeringsgrundlagets fortælling pirrer min provokation.

For lavere skat kan være klogt. Mindre bureaukrati er en no brainer. Og selvfølgelig skal vi have mere grøn energi. Men ingen af delene møder ind mandag morgen.

Det gør mennesker. Og dem bliver der ikke flere af, fordi et regeringsgrundlag lyder erhvervsvenligt.

Arbejdskraft – hvor støvet og udefinerbart det end lyder – må ikke behandles som et bilag til vækstpolitikken. Den er selve forudsætningen.

Særligt i Nordjylland, hvor demografien strammer, unge flytter, og virksomhederne kæmper om den samme begrænsede pulje af medarbejdere.

Derfor vil jeg måle et erhvervsvenligt regeringsgrundlag på, om det hjælper en virksomhed i Brønderslev med at finde faglærte.

Om det hjælper en industrivirksomhed i Frederikshavn med at tiltrække tekniske specialister.

Om det hjælper en startup i Aalborg med at ansætte softwarefolk eller får en ung i Thy til at se en fremtid i Nordjylland frem for en flyttekasse mod Aarhus.

Hvis regeringen vil hjælpe nordjysk erhvervsliv (og det skal den!), skal den begynde dér.

Og det gør den umiddelbart ikke. Regeringens 77 sider lange manifest giver mig ikke svarene.

Til gengæld efterlader det mig med ét spørgsmål:

Hvem møder ind mandag morgen?

Peter Simonsen er redaktionschef for Nordjyske Erhverv.