3500 husstande i Ikast var uden strøm under stormvejr

Forsyningsselskabet i Ikast har i løbet af aftenen forsøgt at finde frem til årsagen for strømafbrydelsen.

3500 husstande i det nordlige Ikast stod uden strøm lørdag aften.

Det skriver Herning Folkeblad.

Midt- og Vestjyllands Politi formoder, at strømafbrydelsen har noget at gøre med stormen, der har fået navnet Malik.

- Men det ved vi ikke på nuværende tidspunkt, sagde Allan Riis, der er vagtchef i politikredsen, tidligere lørdag til eb.dk.

Lidt før klokken 20 skulle borgerne dog have fået strømmen tilbage igen.

Siden har forsyningsselskabet Energi Ikast forsøgt at finde frem til den præcise årsag til strømafbrydelsen, kunne selskabets administrerende direktør, Jørgen Mosegaard, oplyse til mediet.

Ikast har langt fra været alene med problemer under stormen. Trafikken i store dele af landet har været hårdt ramt.

Det gælder især togtrafikken, der har været indstillet på lange strækninger. Mellem Aalborg og Fredericia er togtrafikken lagt ned, og det samme gælder for togtrafikken på Storebæltsbroen og Øresundsbroen.

Begge broer lukkede i løbet af lørdag aften for al trafik på grund af stormen.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.