3600 mister deres læge

To Brønderslev-læger stopper 1. juli, og 3600 patienter henvises til ny regionsklinik

Anders Vase blev praktiserende læge i Dannebrogsgade i 2010 - han forlader byen 1. juli, mens hans kollega på samme adresse, Knud Vilsgaard, går på efterløn. Arkivfoto

Anders Vase blev praktiserende læge i Dannebrogsgade i 2010 - han forlader byen 1. juli, mens hans kollega på samme adresse, Knud Vilsgaard, går på efterløn. Arkivfoto

BRØNDERSLEV:3600 borgere i Brønderslev by mister deres praktiserende læge 1. juli. Til den tid stopper Anders Vase og Knud Vilsgaard, der begge har praksis i Dannebrogsgade. Patienterne kommer imidlertid ikke til at stå helt uden læge, idet Region Nordjylland etablerer en regionsklinik - formentlig i lokaler på sygehuset i Brønderslev.

- Vi opretter en lægepraksis, hvor vi ansætter en eller to læger afhængig af patientmængden, siger Vagn Nørgaard, der er formand for samarbejdsudvalget for almen praksis under Region Nordjylland.

På et møde i samarbejdsudvalget 8. april stod det klart, at en regionsklinik skal afløse de to læger, der stopper.

- Lægerne kan ikke finde nogen, der vil overtage deres praksis, og vi må derfor oprette en regionsklinik. Vi undersøger lige nu, om klinikken kan etableres på sygehuset, og vi forventer at få klinikken op at stå til 1. juli, så ingen kommer til at stå uden læge - vi er forpligtiget til, at patienterne har et lægetilbud også efter 1. juli, tilføjer Vagn Nørgaard.

Bekymringen i forhold til regionsklinikker har tidligere gået på, at skiftende læger kommer til at bemande disse klinikker.

- Vi forsøger selvfølgelig at indgå kontrakt med nogle læger, der vil være i regionsklinikken i længere tid, understreger Vagn Nørgaard, der i øvrigt oplyser, at klinikken ikke bliver en dyrere løsning for regionen.

I Nordjylland findes der allerede regionsklinikker i Sydthy og i Pandrup.

Modellen med en regionsklinik er dog ikke nødvendigvis langtidsholdbar.

- Ifølge overenskomsten skal klinikkerne sendes i udbud igen. Så hvis der lige pludselig kommer en læge, der gerne vil etablere egen praksis, kan han eller hun få lov til det.

- Men vi må desværre erkende, at vi har mangel på læger i Nordjylland, og det gælder næsten inden for alle områder. Vi håber, at det kan få afsmittende virkning, når lægeuddannelsen i Aalborg kommer op i et højere gear.

Der er allerede fyldt godt op hos lægerne i Brønderslev by. Når nye borgere henvender sig til Brønderslev Kommune for at blive tilknyttet en praktiserende læge, har Kaj Bernth fortsat ledige pladser.

Desuden henvises borgere i Brønderslev til lægerne i henholdsvis Vrensted og Jerslev.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.