39 personer ventes døde efter bådulykke ved Floridas kyst
Kystvagten i USA har fundet fem døde efter bådulykke i USA. Søgningen efter de resterende 34 indstilles snart.
USA's kystvagt forventer ved solnedgang torsdag at indstille søgningen efter 34 personer, der har været savnet efter en bådulykke ved Floridas kyst.
Det siger kystvagten torsdag aften dansk tid.
Beslutningen er taget, efter at man det seneste døgns har fundet i alt fem omkomne fra ulykken. Én blev fundet onsdag, og fire er fundet torsdag.
- Hvis vi ikke får yderligere oplysninger, der hjælper os i eftersøgningen, så indstiller vi den aktive eftersøgning, siger Jo-Ann Burdian fra den amerikanske kystvagt ved en pressebriefing i Miami.
Tirsdag blev en mand fundet i live, mens han klyngede sig til en kæntret båd cirka 72 kilometer øst for byen Fort Pierce.
Han fortalte, at båden var kæntret lørdag, og at der foruden ham havde været 39 personer om bord. Ingen af dem var iført redningsvest.
Kysvagten siger torsdag ifølge nyhedsbureauet AP, at man ikke forventer, at der er nogen overlevende tilbage efter ulykken.
Båden, der kæntrede, mistænkes at være blevet brugt til menneskesmugling.
/ritzau/Reuters
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.