3F svarer Prime Ocean
Morten Dahlberg, 3F Frederikshavn, fortsætter diskussionen med Prime Ocean A/S i Skagen

Morten Dahlberg, 3F Frederikshavn: 3F har ca. 200 ledige i Skagen, så der er masser af lokal ledig arbejdskraft.
Fokus er nok det mest relevante, som umiddelbart kan siges i forhold til de sidste indlæg fra Prime Ocean A/S. Fakta skulle være, som udtrykt i forrige indlæg, at virksomheden har været meget åben, og 3F kun ville konfrontation. Det er bare ikke fakta. 3F kontaktede virksomheden i 2009 med et pænt og venligt brev, og med efterfølgende besøg på virksomheden. Her ønskede vi virksomheden til lykke og gav vores udtryk for den glæde, vi havde ved at der kom en ny virksomhed til byen. Vi tilbød samarbejde om rekruttering af folk, drøftede evt. efteruddannelse og kurser, samt selvfølgelig også anmodede om en overenskomst. Og hvis det skulle være gået forbi nogen, er det faktisk det fagbevægelsen gør, så det er ikke nogen skjult dagsorden. På daværende tidspunkt havde I ikke nogen produktion, og var derfor ikke interesseret i en overenskomst. Da I så får en produktion 2009/2010, henvender vi os så igen. Også her er det i en ordentlig og samarbejdende tone, så hvad angår en dårlig velkomst, har jeg meget svært ved at forstå Jeres argumentation, også fordi I netop er meget velkendt med forholdene i Skagen. Så kære Prime Ocean A/S, vi har kontaktet jer, og vi har besøgt og budt jeres virksomhed velkommen allerede i 2009. På mødet i København den 8. februar 2012 viste i igen hvor åben og samarbejdsvillige I er, her blev det igen nægtet at fremlægge nogen dokumentation, som modbeviser de påstande, vi har. Selv om dette er aftalt i jeres overenskomst, ved tvivlspørgsmål når man beskæftiger udenlandsk arbejdskraft. Fokus er måske meget mere, at Erhvervsrådet i Frederikshavn giver en pris, efter indstilling fra Erhvervsforeningen i Skagen, til en virksomhed, som importerer arbejdskraft til et område, der i forvejen har meget ledig, velkvalificeret arbejdskraft. Og hvori er incitamentet for virksomheden til at importere denne arbejdskraft, har jeg nu spurgt efter flere gange. Ja, det giver I så selv svar på i Jeres sidste udfald mod LO formand Cai Møller. Lønniveauet skal ned med 40 til 50 %, og I vil udbygge job i en lavlønssektor med endnu billigere arbejdskraft. For hvad er det rumænerne står overfor. Jo, det er en månedsløn på 300 til 800 kroner om måneden i Rumænien. Så Danmark er et paradis for denne arbejdsstyrke. 3F har ca. 200 ledige i Skagen alene, så der er ingen tvivl om, at den lokale arbejdskraft er til stede. Det er her 3F opponerer mod prisen. Jeres lille citat fra vores fælles gode kammerat fra Dansk Metal i Sæby, kan jeg ikke helt forstå i denne sammenhæng. For havde forholdene været de samme i Skagen Erhvervsforening som i Sæby Erhvervsforening, ville I jo ikke have modtage denne pris. Så for Prime Ocean A/S er det vist godt at Brian Pedersens røv bliver i hans egne bukser i Sæby. Citat "en spade er jo en spade". Jeg vil bare lige slutte af med at pointere, at 3F kender denne branche, og vi har altid haft gode overenskomstaftaler, og et godt samarbejde med arbejdsgiverne i fiskeindustrien. Vi har altid kæmpet for vores medlemmer, også når Folketinget har strammet på dagpengereglerne m.m., som indirekte også har ramt arbejdsgiverne. Det bliver vi ved med.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.