Arbejdspladser

40 arbejdspladser til Mariagerfjord

Den innovative ovenlysvirksomhed Unilite A/S flytter fra Hedensted til Snæbum med over 40 arbejdspladser

Unilite producerer blandt andet ovenlysvinduer som disse. Privatfoto
Unilite producerer blandt andet ovenlysvinduer som disse. Privatfoto

MARIAGERFJORD: Produktions- og udviklingsvirksomheden Unilite A/S, der har specialiseret sig inden for ovenlysløsninger, flytter i Påsken 2015 over 40 arbejdspladser til Snæbum i Mariagerfjord, meddeler Mariagerfjord Erhvervsråd i en pressemeddelelse.

Unilite A/S, der ejes af Torben Christensen og Tina Juul Christensen, beskæftiger i dag i alt 42 medarbejdere ved virksomheden, der er beliggende i Hedensted. Alle nuværende medarbejdere er blevet tilbudt at flytte med til de nye faciliteter i Snæbum, og ledelsen vurderer allerede nu, at man på grund af fremtidig yderligere vækst, samt flytningen til Mariagerfjord, får brug for flere medarbejdere inden for en række funktioner som blandt andet produktion og udvikling.

Unilite A/S udvider derfor deres medarbejderstab, og under løbende ansættelser de næste 12 mdr. gør man opmærksom på, at arbejdspladsen frem til påsken 2015 vil være i Hedensted, hvorefter arbejdspladsen ændres til Snæbum. Både nuværende og fremtidige medarbejdere har således mulighed for at indstille sig på den nye lokalitet.

For at tiltrække de potentielle tilflyttere, der nu arbejder hos Unilite A/S i Hedensted, arrangerer Mariagerfjord Erhvervsråd i efteråret, en VIP tur rundt i Mariagerfjord. Her kan de nuværende medarbejdere få en fornemmelse af, hvilke bosætningsmuligheder området har at byde på.

Central beliggenhed

Beslutningen om at flytte virksomheden til Mariagerfjord har været længere tid under vejs.

- Overvejelserne har stået på nogle måneder, inden beslutningen blev taget, og det blev meldt endeligt ud til medarbejderne og offentligheden. Nu har de fundet nogle faciliteter med en central placering, og i et område, hvor vi har andre virksomheder inden for samme branche. Der vil derfor være mulighed for at skabe god synergi virksomhederne imellem’, fortæller Erhvervsdirektør ved Mariagerfjord Erhvervsråd, Torben Ladefoged.

Det er grundet et ønske om udvidelse af produktionsfaciliteterne og mulighed for en bredere geografisk rekruttering, at landets førende ovenlysvirksomhed flytter både produktion, administration og servicecenter fra Hedensted til Snæbum ved Hobro. Virksomheden har oplevet en markant udvikling inden for ovenlysløsninger, brand- og komfortventilation, samt en række nye forretningsområder, de sidste fire år, og har derfor søgt faciliteter, der opfylder deres fremtidige behov.

- Den positive udvikling gør det nødvendigt at tænke langsigtet på produktionsfaciliteter, der i højere grad understøtter Unilites strategier for fremtiden og målet om at styrke vores markedsposition. Vi har derfor besluttet at samle trådene mere permanent i faciliteter, der matcher Unilites fremtidsplaner, fortæller den ene af ejerne Tina Juul Christensen.

Det er i de tidligere lokaler for virksomheden DS Fabrin, at Unilite A/S slår sig ned om lidt under et år. Her vil fokus være på bæredygtige og innovative ovenlysløsninger, samtidig med, at man strategisk vil arbejde på at skabe løsninger til et sundere indeklima for både private og i erhvervsbygninger.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden