Bruxelles

41 fulde passagerer smidt af fly efter uro

Forsinkelse på næsten tre timer betød desuden, at der måtte indkaldes ny flybesætning

41 berusede passagerer måtte smides af flyet fra Brussels Airline. Foto: Milad A380 @ wikimedia commons
41 berusede passagerer måtte smides af flyet fra Brussels Airline. Foto: Milad A380 @ wikimedia commons

Opdateret kl. 16:52

BRUXELLES: Et Airbus A319-fly fra Brussels Airlines måtte forleden vende om ved startbanen i Bruxelles-Zaventem lufthavnen og returnere til gaten for at sætte en større gruppe urolige passagerer af. Passagererne havde skabt uro på vej fra gaten og ud til startbanen Det skriver lokale belgiske medier.

I alt 41 passagerer blev sat af ruteflyet til Alicante, skriver det danske rejsesite check-in.dk.

De 41 passagerer var stærkt berusede passagerer, og de havde generet besætningsmedlemmer og øvrige passagerer så meget, at kaptajnen besluttede at sætte hele den urolige gruppe af.

Flyet kørte tilbage til gaten, hvor belgisk politi ventede for at få en snak med uromagerne.

Lang ventetid

Både de 41 passagerer og deres bagage blev smidt af flyet, så der gik en rum tid inden de resterende 95 passagerer kunne fortsætte rejsen til Alicante - i øvrigt med en ny indkaldt besætning, fordi den oprindelige besætning på grund af arbejdstidsregler ikke kunne nå at flyve flyet tilbage til Bruxelles på grund af forsinkelsen på næsten tre timer.

De urolige passagerer, der alle blev løsladt efter afhøring hos lufthavnspolitiet, slipper umiddelbart for yderligere tiltale.

Men der venter formentlig en stor regning fra Brussels Airlines samt et forbud mod at flyve med selskabet i en længere periode.

Hændelsen er blevet bekræftet af Brussels Airlines til det belgiske luftfartssite Luchtzak.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden