Det sker fra 11-15 med åbent hus.
Borgmester Lars Møller indvier det seneste nye tiltag på fjernvarmeværket, en ny 10 MW-elkedel, der laver billig overskudsstrøm fra vindmøller om til fjernvarme.
Samtidig fejrer varmeværket formand Palle Jensens 40-års jubilæum som formand for bestyrelsen.
Kolossal udvikling
Varmeværket har gennem årene gennemgået en kolossal udvikling og altid været på forkant med udviklingen.
Det første varmeværk, der lå på Hejrevej midt i byen, fyrede med fuelolie.
I 1987 eksperimenterede værket med fiskeolie som brændstof.
I 1988 nåede naturgasnettet til Strandby og erstattede i stort omfang fuelolien.
Udflytningen fra midtbyen til den nuværende adresse på Ravmarken skete i 1994 efter et statsligt krav om overgang til kraftvarme, der er en samproduktion af el og varme og en bedre udnyttelse af energien.
Solvarmeanlæg
I 2008 tog varmeværket et nyt tigerspring med indvielsen af et 8.000 kvm. stort solvarmeanlæg kombineret med en absorbtionspumpe, det første i verden. I forbindelse med jubilæet udgiver varmeværket et jubilæumsskrift, der fortæller hele historien om 50 år med fjernvarme i Strandby.