51-årig havde tre kilo pot
Nordjyde idømt betinget fængsel for pot og næsten 42 gram amfetamin
AALBORG: En 51-årig nordjyde er ved Retten i Aalborg blevet idømt fire måneders betinget fængsel for besiddelse af godt tre kilo såkaldt ”pot” - marihuana - der omregnet svarer til 537 gram hash, og næsten 42 gram amfetamin.
Ifølge anklageskriftet havde den 51-årige de store mængder pot og amfetamin delvist med henblik på videresalg.
Manden nægtede ifølge anklager Christina Barnow, Nordjyllands Politi, at have været ejermanden til amfetaminen.
Der kom så mange i hans lejlighed, så det måtte være en andens, hævdede den 51-årige under retssagen.
Alligevel modtog den 51-årige dommen, som kun nåede op på de fire måneder, netop fordi han havde været i besiddelse af amfetaminen.
De godt tre kilo pot og amfetaminen blev naturligvis konfiskeret i forbindelse med ransagningen og retssagen mod den 51-årige.