Arbejdspladser

51 fyret hos elektronik-firma

BAE Systems Detica i Nørresundby skærer hver fjerde medarbejder bort

BAE Systems Detica ønsker at være ”tættere på kunderne”. Det er alt, hvad virksomheden ønsker at oplyse om baggrunden for nedskæringerne i Nørresundby.
BAE Systems Detica ønsker at være ”tættere på kunderne”. Det er alt, hvad virksomheden ønsker at oplyse om baggrunden for nedskæringerne i Nørresundby. Lars Pauli

NØRRESUNDBY: 51 medarbejdere er i dag blevet fyret fra Nørresundby-virksomheden BAE Systems Detica, der laver kommunikationsudstyr til blandt andet militære formål.

Ifølge en kortfattet meddelelelse, som BAE Systems Detica hovedkontor i London udsendte torsdag, er baggrunden for fyringerne, at virksomheden ønsker at komme ”tættere på kunderne”.

- Vores marked og kundebase globaliseres i stigende grad, og det er nødvendigt, at vores forretningsstrategi understøtter denne udvikling, ved at vores kapacitet er tættere på vores kunder, hedder det i meddelelsen, der fortsætter:

- Der er ingen yderligere planer for flere afskedigelsesrunder i Danmark, og vi vil fortsætte vores engagement på de markeder og over for de kunder, der serviceres fra den danske afdeling.

BAE Systems Detica købte Nørresundby-virksomheden, der dengang hed ETI Telecom, i 2010 af virksomhedens daværende ejer Ronnie Vagn Kristiansen. Prisen var 900 millioner kroner.

BAE Systems Detica havde i 2012 et underskud på 2,4 mio. kr. og godt 200 medarbejdere ved årets udgang.

Gå til relaterede emner

Forsiden