Ulykker

61-årig dræbt ved traktorulykke

Veterantraktor væltede ned ad skråning og manden blev klemt ihjel under traktoren - opdateret kl. 9.32

Manden kørte på veterantraktoren, som væltede rundt og landede med hjulene i vejret. Foto: Jan Pedersen
Manden kørte på veterantraktoren, som væltede rundt og landede med hjulene i vejret. Foto: Jan Pedersen

Opdateret kl. 10:44

VESTER HORNUM: En 61-årig mand er blevet dræbt, da den veterantraktor, han kørte på, gled ud over en skrænt og væltede rundt.

Ulykken skete i kanten af en skov cirka 500 meter vest for Boltrupvej vest for Vester Hornum.

Ved ulykken kom manden i klemme under traktorens ene hjul, og han var død, da han blev fundet ved 5.50-tiden søndag morgen.

Hustru alarmerede politiet

Ulykken er sket i tidsrummet fra klokken 17 lørdag, hvor mandens hustru sidst var i kontakt med ham via hans mobiltelefon, og frem til klokken knap 6 søndag morgen, hvor han blev fundet.

Nordjyllands Politi blev alarmeret af mandens hustru ved knap 4-tiden i nat, efter at familie, venner og naboer i nogen tid i nattens løb havde ledt forgæves efter manden.

Politiet havde netop rekvireret en helikopter til at deltage i eftersøgningen, da manden blev fundet ved 5.50-tiden af pårørende, som straks underrettede en hundepatrulje, der også deltog i eftersøgningen.

Arbejdstilsynet underrettet

Eftersøgningen med helikopter blev derefter afblæst.

Arbejdstilsynet er underrettet og vil muligvis foretage undersøgelser i løbet af formiddagen.

Gå til relaterede emner

Forsiden