70 år
¤ Kirsten Friis Andersen, alsidig landbrugshustru, Lørstedvej 156, Fjerritslev, fylder søndag 70 år. Efter realeksamen på Fjerritslev Skole kom Kirsten til telefoncentralen i Haverslev og senere til Rigstelefonen i Aalborg. Hun uddannede sig indenfor manufakturhandel ved Bonderup skrædder. Hun mødte sin senere ægtefælle Peter Martin Andersen, og de bosatte sig i Kettrup, hvor de fik datteren Susanne. Familien flyttede kort efter til Holmsø, hvor de fik sønnen Ruben. Kirsten og Peter Martin drev ejendommen i Holmsø, hvor Kirsten virkede som bogholder og madmor for bedriftens ansatte. Kirstens interesse for dyr medførte udover besætningen på gården en bestand på 14 sunde og raske katte samt en hund. Efter mange år som medarbejdende hustru ønskede Kirsten at prøve kræfter indenfor sygehusvæsenet, hvor hun blev uddannet sygehjælper på Brovst Sygehus. Hun fortsatte med dette arbejde, indtil hun og Peter Martin flyttede til Lørsted og senere købte Hotel Øland Kroen, hvor Kirsten igen arbejdede som bogholder på fuld tid. Kirsten og Peter Martin har sparsom fritid, men den de har, nyder de at bruge i deres feriebolig i Tyrkiet. Derudover er Kirstens store interesse istandsættelse af gammelt interiør og deslige - heriblandt ombetrækning af møbler. Kirstens mangeårige arbejde som madmor værdsættes både af børn, børnebørn og svigerdatter, når de besøger hjemmet i Lørsted. Der bliver straks sat kaffe over og serveret, når man træder indenfor døren i det gæstfrie hjem. Desuden har Kirsten stor omtanke for familie, naboer, venner og bekendte i forbindelse med mærkedage og sygdom, og hun får altid tid til en opringning, et besøg eller en opmærksomhed.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.