70 år
¤Hans Olesen, Gartnervænget 29, Kongerslev, fylder søndag 70 år. Hans Olesen overtog Slotsgården i Skibsted efter sine forældre i 1972. I 1976 blev der bygget ny løsdriftsstald, og senere blev bedriften udvidet med svin og mere planteavl. Hans Olesen har i en periode været næstformand i Aalborg Amts Landboforening og formand for Aalborg Kvægtorv, indtil det lukkede. Interessen for landmandslivet er gået i arv til hans fire sønner, der alle er selvstændige landmænd, hvoraf den yngste bor på Slotsgården. I 2007 blev bedriften afhændet til Hans Olesens børn, og han nyder, når de sender bud efter hans arbejdskraft. For knap fire år siden flyttede Hans og Poula i nyt hus i Kongerslev. Fritiden bruges bl. a. til jagt sammen med gode venner, og nogle ferieture til udlandet hvert år bliver der også tid til.